Af hjertet tak

Af hjertet tak
Photo by Daniel Andrade / Unsplash

Kære alle medlemmer af Sofiaviktoria.dk

Nyhedsbrevet i dag er informativt og det sidste af slagsen i sofiaviktoria.dk for nu. Fremover vil jeg udelukkende poste offentlige og lidt kortere blogindlæg på min hjemmeside.www.sofiaviktoria.dk I den forbindelse vil jeg have fokus på at skrive artikler, nyhedsbreve, debat/blogindlæg, og poste opslag på HSP foreningens sider.

Mit firma har nemlig ændret form på flere fronter. Jeg har solgt konceptet Menneskekundskab til HSP-foreningen som en konkret konsulentløsning med mulighed for videreudvikling/samskabelse i foreningens øjemed.

Som følge af det leverer jeg i dag direkte konsulentydelser til HSP-foreningen fra mit eget firma Menneskekundskab v/sofiaviktoria. Her tilbyder jeg også individuelle samtaler for sensitive unge under uddannelse.

Ved siden af mit selvstændige virke er jeg næstforperson og deltidsansat i HSP-foreningens nystartede sekretariat (pr. 1/9-2024.)

En fantastisk kombi med et fast og frit fundament. Særligt for en fri og kreativ fugl som mig, der altid har insisteret på at skabe min egen vej i livet for netop at kunne bidrage naturligt til samfundet - og føle mig som et helt menneske.

Det er derfor også med stor ydmyghed, taknemmelighed og naturlig forpligtelse, at jeg påtager mig ansvaret for i HSP regi at bidrage til at skabe forandringer på de store samfundsmæssige linjer. Et arbejde som i al sin enkelhed handler om at skabe plads til sensitiviteten og det hele menneskes udvikling i vores samfund. En vision som harmonerer på allerfineste vis med den dybe grundfilosofi, der hører menneskekundskab til.