Fagligt ståsted

Ser vi på de unge i dag, så stiler mange blindt og kompromisløst efter de perfekte idealer. De perfekte karakterer. Det perfekte udseende. Den perfekte krop. Den perfekte måde at være menneske på.

Ofte har de nemlig ikke andre muligheder, end at skjule deres inderste jeg bag en facade. Mange lider derfor inderst inde. Lider under det store pres det er at være menneske i et præstationsorienteret samfund.

Det er  derfor altafgørende, at de bliver mødt af synlige rollemodeller, der spejler betydningen af at det at være hele mennesker.

De har brug for et sted, hvor de kan udtrykke deres sårbarheder ift. det at være menneske. Et sted hvor de kan vokse naturligt. Et sted hvor det er nok at være.

Støttegruppen- et præstationsfrigørende rum

I støttegruppen får de plads til at dele sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet i et præstationsfrigørende rum - og et trygt fællesskab med andre ligesindede unge.

Uden at føle, at der er noget galt med dem. Uden at blive dømt og stigmatiseret.

Den eksistentielle længsel

Det er min opgave at se dem som hele mennesker med alt, hvad det indebærer. Jeg forstår derfor ikke deres problemer som psykiske forstyrrelser og sygdomme, men i stedet som udfordringer med at leve livet.

Under overfladen ligger den eksistentielle længsel og lurer. Det er den længsel jeg gerne vil nå, give plads til og bygge videre på. For der ligger en helt særlig mulighed for at udvikle sig menneskeligt lige her.

Fælles dialog, livserfaringer og temaer

Igennem fælles dialog med de unge lægger jeg op til, at at de kan bringe det ind i rummet, som fylder i deres liv. Jeg er optaget af at undersøge, hvilke historier de fortæller om sig selv, deres relationer og livet.

Jeg deler samtidig ud af mine livserfaringer og tager forskellige temaer op, som relaterer sig til det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet.

Jeg fortæller blandt andet om min rejse igennem uddannelsessystemet. En rejse som førte mig på afveje rent menneskeligt. En rejse som ledte mig i kløerne på en spiseforstyrrelse og ned i de mørkeste afkroge af mig selv. En rejse som paradoksalt nok også gjorde mig til et helt menneske.

Dermed sætter jeg ord på, hvad der sker med sårbarheden, selvværdet og dannelsen i uddannelsessystemet, når vi som mennesker tilpasser os blindt til præstationssamfundets og fællesskabets normer. Vigtigst af alt, så lyser jeg vejen op til den ægte indre livsglæde og den naturlige skaberkraft. En vej, hvor det er nok at være.

Eksperimenterende tilgang

Med støttegrupperne har jeg som menneske og fagperson et klart sigte på at eksperimentere og gøre mig erfaringer.

Eksperimentere med at møde de unge, hvor de er og lytte til, hvad der rører sig i dem.

Eksperimentere med at give plads til min egen sårbarhed såvel som de unges sårbarhed.

Eksperimentere med at skabe et rum for fejlene, det ufærdige, det uperfekte, naturlige, spontane, ligeværdige og menneskelige - som kontrast til det konkurrenceorienterede, præstationsorienterede, perfekte, polerede, professionelle og planlagte.

Det at agere rollemodel for sårbarheden -de autentiske følelser, ærligheden og umiddelbarheden er nemlig i sidste ende min spidskompetence.

Jeg har en tro på, at de unge har brug for lige netop denne tilgang for at kunne finde ind til sig selv.

Formål

De unge kan bruge støttegruppen som et fundament for at udvikle et sprog for deres følelser, tanker og det at være menneske, mens de uddanner sig.

Med kontakten til sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet får de således mulighed for at udvikle sig til hele mennesker.

Dette øger ikke alene chancerne for, at de finder deres egen vej i livet. Det giver dem nye fortællinger om sig selv. Fortællinger som potentielt set kan få dem ud på den anden side af spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd, ufrivilligt skolefravær og andre symptomer på mistrivsel.