Angsten for afvisning

At være bange for afvisning er på mange måder et almenmenneskeligt eksistentielt livsvilkår, som skal favnes indefra. Vi kan med fordel arbejde med det i terapi eller healing.

Men i bund og grund, så kan vi også vælge at acceptere det, som en  naturlig del af vores sårbarhed. Set i dette lys, så skal følelsen hverken fixes eller retoucheres væk til fordel for en idealiseret form for ophøjet ro. Den dybe ro kommer nemlig i takt med, at vi bevæger os ud i livet med kontakt til vores sårbarhed. Når vi formår at møde alle dele af os selv med blidhed. Når vi ser gaven i lige netop det.

På den måde accepterer vi os selv som vi er. På den måde åbner vi for hjertet og for kærligheden til os selv. På den måde styrker vi det dybe selvværd. På den måde slipper vi præstationsangst og perfektionisme. På den måde sætter vi for alvor os selv fri til at være. På den måde udvikler vi os i sidste ende til hele mennesker.

Sagt på en anden måde, så har vi altså løst ligningen med, hvordan vi stopper med at afvise os selv.

Når jeg ser mennesker udtrykke sårbarhed og usikkerhed, tænker jeg altid, at de er stærke mennesker. Stærke fordi det på mange måder strider med de samfundsnormer, som fortæller os, at vi skal have “styr på os selv”. At vi skal kunne lære at performe uden svinger i valsen.

Sjovt nok bliver selvsamme karaktertræk som usikkerhed ofte betragtet som forbundet med et dårligt selvværd.

Jeg tror imidlertid på, at der ligger en kæmpe skattekiste gemt i at vende tingene fuldstændig på hovedet.