Den blinde tilpasning til samfundets og fællesskabets normer
Vi er alle i løbet af vores opvækst eller skolegang mere eller mindre opdraget til at tilpasse os samfundets og fællesskabets normer. Dermed har vi lært, at det er vores pligt at bidrage til hertil. For uden det, ja så kan fællesskabet ganske enkelt ikke bestå.
På den måde, så er tilpasningsdygtigheden en forudsætning for mange ting i livet, og den fører uden tvivl mange gode ting med sig.
Men vi går imidlertid galt i byen på det rent menneskelige plan, hvis vi tilpasser os blindt til samfundets og fællesskabets normer. Hvis ikke vi stiller kritiske spørgsmål til de sammenhænge vi indgår i socialt, arbejdsmæssigt, økonomisk, politisk, samfundsmæssigt m.m. Hvis vi tror, at vi alle skal følge strømmen og bidrage på samme vis.
For der er mange måder at leve på og være menneske på. Sådan hænger det nødvendigvis bare ikke sammen i virkeligheden.
Tilpasnings(rolle)modellen
Typisk er vores forestilling om det at være menneske nemlig meget overfladisk. For vi har ganske enkelt vænnet os til, at det er lettere, mere ukompliceret og trygt for os at følge samfundsnormerne.
I sidste ende, så står vi altså tilbage med en skræddersyet livsindstilling, som matcher samfundsnormerne.
En livsindstilling, som fortæller os, hvad vi skal erhverve os for at få hænderne i "det gode liv". Hvis altså bare vi optimerer os selv på alle planer, konkurrerer med hinanden og stiler efter, hvad samfundet har brug for. Ja så skal lykken nok ramme os en dag.
En livsindstilling, som meget passende kan få tilnavnet tilpasnings(rolle)modellen. For det er den de unge spejler sig i, og læner sig op af af, når de prøver at finde vej i livet.
Alle forsøger vi mere eller mindre at komme overens med, at vi nok skal overleve. At det hele nok skal blive bedre. For det ser jo meget pænt ud. I hvert fald på overfladen. Vi har en uddannelse, arbejde, børn, hus og bil. Alt det vi altid har ønsket os. Så derfor får vi naturligvis også hamsterhjulet til at køre hurtigere og hurtigere rundt.
Uden helt at vide det, er vi dermed godt på vej til at blive til et produkt af samfundet.
Intet galt i det. For på den måde, så skaber vi i mange tilfælde en identitet, en plads i livet og en meningsfuld tilværelse med struktur såvel som stabilitet. Vælger vi det bevidst til, ja så er der skam gode muligheder for at få et godt liv.
Forældet livsindstilling
Det vi ofte mangler at erkende er imidlertid, at denne livsindstilling er forældet. For den tilgodeser ganske enkelt ikke det hele menneskes udvikling.
Når alt kommer til alt, så har vi nemlig ikke tilstrækkeligt med opmærksomhed på, hvad der sker med vores inderste behov, ønsker, længsler og drømme, når vi tilpasser os blindt til samfundets og fællesskabets normer.
Når vi stiler efter at gøre som fællesskabet er flest. Når vi lader os styre af den angstfyldte stemme indeni, som frygter, hvad andre mennesker tænker. Når vi justerer de små som store livsvalg efter, hvad vennerne, forældrene og samfundsnormerne fortæller.
Derfor kan vi sagtens leve et helt liv bag en facade, uden at være i kontakt med os selv. Uden at mærke værenstilstanden, livsglæden og meningen med livet. Uden at være bevidst om, hvad vi dybest set længes efter. Uden at erkende, at vi er dybt deprimerede, angste og ulykkelige indeni.
Forståeligt nok, for vi er på sin vis altid styret af samfundsnormerne. Det vil sige, lige indtil den dag, hvor vi åbner døren ind til vores sande natur og indre stemme.
