En ny retning i livet

I dag er det den 24 november 2023.

Det er altså lidt over et år siden min svigermor døde, nemlig den 23 oktober 2022.

Siden da har min skriveproces været helt i bero. Det samme har min aktivitet omkring min hjemmeside og arbejdet med at markedsføre støttegrupperne.

Bevidst vel at mærke.

For jeg har passet på mig selv og min lille familie.

Jeg har givet sorgen, selvomsorgen og eftertænksomheden plads.

Jeg har fået perspektiv på livet.

Nye idéer er således også kommet til.

Idéer som forbinder mit koncept om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet med arbejdet i daginstitutionerne. (jf. se ændring på hjemmesidens forside)

Det er derfor blevet tid til at sætte bevægelse i mine personlige og faglige nyhedsbreve igen. Og jeg vil nu give dig et indblik i min nye retning i livet rent menneskeligt og arbejdsmæssigt.

Tag godt imod mig!

Tomrummet

Når jeg kigger tilbage på det sidste års tid er der én ting, der står særligt klart for mig.

Tomrummet.

Et tomrum som jeg aldrig har stået ansigt til ansigt med før.

En fornemmelse som giver konstant genlyd i min bevidsthed. En meningstomhed som har sat dybe spor i mig.

En tilstand som har forandret mig på godt og ondt.

Med tabet af min højt elskede svigermor er jeg nemlig blevet endnu mere sårbar. Endnu mere ensom. Endnu mere kompromisløs. Endnu mere ærlig. Endnu mere synlig. Endnu mere stærk.

Disse værdier er i øvrigt ikke modsætninger for mig. De er ej heller hverken negative eller positive. Men til gengæld bundet op på en helt særlig autenticitet, der gør mig til den jeg er.

Som igen får mig til at føle mig som et helt menneske.

For jeg ønsker ikke længere at være noget jeg ikke er. At skjule mine usikkerheder. Lægge låg på min sårbarhed. Eller at leve op til andres forventninger.

Nej jeg længes inderligt efter at være. At være mig med alt hvad det indebærer.

Med denne erkendelse kan jeg mærke mit dybe værd. Et selvværd som er forbundet med en dyb sjælelig trang til at bidrage med det, der er naturligt for mig.

På den måde skifter tomrummet på magisk vis karakter.

Det forsvinder ikke.

Men på en eller anden måde bliver det til noget andet.

Og det føles anderledes.

Som et håb. Som en dybere hjemkomst til mig selv.

Som en frisættelse.

Frisættelse

Frisættelsen vækker adskillige ting i mig. En udefinerbar følelse. En spirende nysgerrighed. En tillid. Et mod.

Som giver mig lyst til at åbne mig for livet igen. Og opdage nye sider af livet. Nye sider af mig selv. Nye sider af andre mennesker. Som det eventyrlystne, åbne og søgende menneske jeg er af natur.

Så selvom det stadig er ubegribeligt svært at undvære min svigermor. Og forstå at hun ikke er her fysisk mere. Ja så føles det som om, at sorgen har fundet en eller anden plads i mit hjerte. Som om hun stadig er hos mig og støtter mig, som hun altid har gjort, dog fra et andet sted.

Derfor ved jeg også, at jeg må begynde at tage mere aktivt del i livet. Fortsætte det arbejde jeg bogstaveligt talt "begravede" for en tid, da hun døde.

Men i en ny form. En form som stadig har sin rod i alt det jeg drømmer om, tror på og længes efter.

Men også en form, som er naturlig for mig. En form hvor jeg har mig selv med.

Som passer til det ståsted jeg har i livet.

Som tilgodeser den sårbarhed, den smerte og de store spørgsmål jeg bærer med mig.

Som giver mig en ny retning i livet.

Forbindelsen mellem daginstitutionerne og uddannelsessystemet

Igennem det sidste år har jeg arbejdet fast i en vuggestue og været pædagogvikar i PVB. (Pædagogisk Vikarbureau)

Jeg har dermed samlet empiri om forholdene i daginstitutionerne. Men vigtigst af alt så er jeg blevet genforenet med min dybe værenstilstand- og den subtile indre livsglæde - ved netop at være sammen med børnene i vuggestuen.

For mig en vaskeægte åbenbaring. En åbenbaring som har fået mig til at se min bevægelse i livet fra et højere perspektiv.

Pludselig forstår jeg, hvorfor jeg altid har søgt at arbejde med de helt små børn. Hvorfor jeg trives i mit oprindelige fag og i rollen som pædagog. Hvorfor jeg også har haft brug for at flytte mig væk fra pædagogfaget - og få erfaringer i et andet felt, ja med en anden funktion. Hvorfor jeg har taget de uddannelser jeg har taget. Hvorfor jeg nu også har fundet tilbage til pædagogfaget.

Det er derfor også blevet klart for mig, at det er meningen, men også nødvendigt, at jeg forbinder de to områder i livet, som jeg dybest set altid har været passioneret for.

Daginstitutionerne og uddannelsessystemet.

Forbindelsen er for mig at se simpel. Men stadig kompleks og filosofisk.

Nøglen til forandring

Lad os derfor anskue det ud fra ét enkelt perspektiv.

Vuggestuebarnets perspektiv.

Det 0-3 årige barn er nemlig i kontakt med det reneste der findes.

Værenstilstanden.

En tilstand som får alt til at synes naturligt og legende let. En tilstand som er båret af den indre livsglæde, flowet, spontaniteten, kreativiteten og nysgerrigheden.

Jeg tror på, at dette er nøglen til forandring. Nøglen til at forstå, forebygge og forandre den stigende mistrivsel blandt unge.

Forandre måden vi skaber samfund, institutioner og uddannelse på.

For vi kan lære ufatteligt meget ved at gå tilbage til kernen. Ved at undersøge og udforske kilden til leg og fantasi i barnets verden.

Et andet samfund

Ja vi lever i et konkurrence - og præstationsorienteret samfund. Derfor kan vi nødvendigvis heller ikke komme uden om, at vi bliver dannet på baggrund af disse idealer.

Men spørgsmålet er bare om det er meningen, at vi skal blive ved med at reproducere og nære de effektivitets - og vækstorienterede værdier, der ligger i samfundssystemerne, som i sidste ende er med til at udvikle rene præstationsindivider.

Eller om vi i virkeligheden skal bygge grundstenene til et helt andet samfund, med værdier, som udvikler helt andre mennesker. Hele mennesker?

Det tror jeg personligt på.

Også selvom det langt hen ad vejen kræver, at vi går imod normerne.

Fra præstationspres til præstationsfrigørende rum

Jeg drømmer om, at der bliver mere plads til mennesket. At vi som mennesker kan føle os frie til at være. At vi ikke længere skal pakke vores sande identitet og følelser væk til fordel for at leve op til præstationssamfundets perfektionistiske og pligtopfyldende idealer. At vi stopper med at dømme og vurdere os selv og hinanden.

Idealer som skaber et ualmindeligt stort pres på individet og som i mange tilfælde fører til diverse former for mistrivsel, - stress, angst og depression.

Min mission er derfor at skabe præstationsfrigørende rum for både børn, unge og professionelle voksne inden for dag- og uddannelsesinstitutionerne.

"Rum som er frigjort fra et snævert knyttet output, fra det der kan måles og vejes ud fra præstationssamfundets kategorier." (Anders Petersen og Søren Chr. Krogh, Præstationskultur, 2021)

I den forbindelse arbejder jeg for at fremme trivslen, livsglæden og den naturlige udvikling. Dermed løsner jeg i sidste ende også op for det underliggende præstationspres, der både ligger inden i mennesket, såvel som i samfundets ydre præstationskulturer/arenaer.

Nyt job i et børnehus

Det vilde i den sammenhæng er, at jeg pr. 1/12-2023 skal starte i et børnehus, som rent faktisk har fokus på det hele menneskes udvikling både i forhold til børn og voksne.

Jeg har ladet mig fortælle, at der i kulturen er plads til sårbarheden, usikkerheden, til at fejle, og til det at være menneske.Med denne tilgang ønsker de efter sigende at fremme mere autenticitet i relationerne, og herigennem skabe et godt psykosocialt arbejdsmiljø, hvor trivsel, kreativitet og faglighed er i højsædet.

Værdier som tilsammen gør, at jeg kan se mig selv bidrage lige her. I hvert fald for en tid.

Lad mig sige det sådan. Jeg glæder mig til at udforske min rolle til gavn for den større helhed.

Særligt interessant bliver det at undersøge hvilke parametre i arbejds-, lærings og udviklingsmiljøet, der afgør, hvorvidt der er plads til det hele menneske. I kontrast til en facadekultur, som er præget af præstationsangst, perfektionisme, pligtopfyldenhed, konkurrence, sammenligning, vurdering og frygten for at fejle.

For hvordan forplanter det sig egentlig hos børn og unge, når vi som professionelle voksne bliver støttet i at bringe vores sårbarheder og usikkerheder i spil, som en del af vores faglighed i kontrast til at gemme den væk? Og hvilken betydning har dette i sidste ende for børns, unges og voksnes mentale trivsels- udviklings og læringsmuligheder?

Nyhedsbreve og støttegrupper fremadrettet

Arbejdet i børnehuset danner dermed også rammen omkring mine nyhedsbreve fremadrettet.

Tiden vil vise, hvordan kulturen ser ud på indersiden. Hvad jeg bliver inspireret af, hvad jeg dykker ned i, og hvad jeg får lyst til at dele med dig.

Mine naive, illusoriske, visionære og idealistiske tanker for lov at fylde for nu. For sådan bevarer jeg i sidste ende mit åbne, undersøgende, tillidsfulde og passionerede blik på praksis.

Jeg har dog stadig en klar intention om at forbinde den empiri jeg samler i daginstitutionen med filosofien om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet. På den måde videreudvikler jeg nemlig også mit koncept og idéen om støttegrupper i menneskekundskab.

Tilbage er der blot at sige;

Tak fordi du læste med. Jeg håber, at du stadig har lyst til at følge med i mine nyhedsbreve og støtte konceptet om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet- og daginstitutionerne.

NB: For at skabe balance i mit privat - og arbejdsliv har jeg valgt at sende ét nyhedsbrev én gang månedligt. Støttegrupperne tilbyder jeg nu også kun på weekendbasis.

På gensyn i decembernyhedsbrevet.

Som altid vil jeg ønske for dig;

"At du møder dig selv med blidhed, der hvor du er i dig selv og i livet som helhed".

Kærligst Sofia Viktoria