Indre accept -udfordringer og muligheder

Indre accept -udfordringer og muligheder
Photo by Marcos Paulo Prado / Unsplash

Som en hyldest og fejring af World Mental Health Day i mandags(10 oktober, 2022), så har jeg valgt at dele onsdagsnyhedsbrevet,(som kommer med en dags forsinkelse)op i to dele. Del 1 handler om udfordringerne og mulighederne ved det at nå til indre accept i et præstations - og konkurrenceorienteret samfund.

I del 2, der udkommer i morgen, som jeg kalder: "Debatten om de unges mistrivsel- lytter vi til de unge?", følger jeg op på den offentlige debat og forskning omkring unges mistrivsel. Jeg gør samtidig status over mine tidligere erfaringer med mit projekt samt mine næste skridt på vejen.

Som sædvanlig kæder jeg mine personlige refleksioner sammen med samfundsmæssige perspektiver og nutidig forskning. Det gør jeg til dels for selv at føle mig fri, hel og levende, men også for at kunne inspirere på forskellige planer mentalt, kropsligt og sjæleligt. Alt sammen en væsentlig del af filosofien bag det hele menneskes udvikling.

Et reetablerende spor i livet

Som i jo nok alle ved, så står jeg midt i en meget svær eksistentiel sorg - og livskrise. Som menneske er jeg derfor ved at stifte et mere bevidst og dybere bekendtskab med betydningen, værdien og visdommen i det at nå til indre accept.

Accept af mig selv. Accept af at livet gør ondt lige nu.

Accept af den indre og ydre modstand. Accept af at jeg må slippe styring og kontrol.

Accept af at jeg både må favne processen, tillade det der er, men samtidig også begynde at skabe et for mig naturligt reetablerende spor i livet, i eget tempo, uden at fortrænge sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet.

Det handler dybest set om at skabe en forbindelse imellem sorgens og livets rum, så jeg fortsat får mulighed for at føle mig hel. Det gør jeg ved at forholde mig åben overfor den visdom, der ligger i den meget sårbare, smertelige, og livsvigtige eksistentielle læreproces.

Det at nå til indre accept er på den måde tæt forbundet med det at kunne åbne hjertet og mærke, hvordan jeg har det indeni, såvel som i livet generelt. Stå ved det, skabe plads til det, og ellers bare lade det være toneangivende for min væren og gøren.Tilsammen støtter dette fokus mig dermed i at bevare både mening og retning i livet.

Mine børn og min mand hjælper mig naturligt godt på vej, for de trækker på den bedst tænkelige måde i retning af meningsfylden, livet, livsglæden og nuet. Det er virkelig befriende.

Samtidig så har min mand og jeg fundet et sted at stå sammen i sorgen. Selvom vi i perioder også befinder os forskellige steder i den, så vokser der en spirende og ny dyb samhørighed imellem os.

På den måde lærer vi som familie meget om det at skulle miste et højtelsket familiemedlem, men også om det at kunne fortsætte det levede liv, velvidende om at sorgen er uendelig.

Hvad angår arbejdslivet er det en del sværere at finde fodfæste. Men jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg beskæftiger mig med noget så meningsfuldt som det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet. For uden dette anker og dybe livsfundament, ja gud ved, hvornår jeg så havde fundet tilbage til hverdagen. Mening er på den måde altafgørende for min trivsel og udvikling. Og endnu vigtigere lige nu midt i sorgen.

Photo by Jordan Madrid / Unsplash

Visdommen bag den indre accept

En meget central del af filosofien bag det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet og idéen om støttegrupper i menneskekundskab handler netop om den proces, hvor vi som mennesker begynder at åbne os for at mærke visdommen i den indre accept.

Den indre accept af vores sårbarhed. Den indre accept af os selv, af vores livsomstændigheder, af den modstand, tvivl, usikkerhed, angst, mistillid, sorg og smerte vi før eller siden støder på i livet. Og hvorfor så egentlig det?