Det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet

Flere og flere unge udvikler spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd og skolevægring i dag. Endnu flere lider i stilhed.

Ingen kigger imidlertid for alvor i retning af vores uddannelsessystemer for at finde svar på, hvorfor så mange unge mistrives. Ingen ser eller handler således på, at vi rent faktisk uddanner halve mennesker.

Den personlige udvikling og dannelse

Fra samfundets side forventer vi nemlig, at de unge selv lærer at håndtere deres følelser, tanker og det at være menneske.

Den dag de forlader reden, giver vi derfor alle mere eller mindre slip og håber på det bedste. Vi håber på, at den personlige udvikling og dannelse kommer af sig selv. Vi håber på, at de lærer at lytte til sig selv, så de kan finde vej i livet.  

Uden at de har fået nogen som helst hjælp eller støtte til det under uddannelsen.

I sidste ende, så er der altså intet supplement til vores indsats som forældre. Det stiller derfor store krav til de familier, som ikke har ressourcerne og den viden, der skal til for at støtte deres børn i den følelsesmæssige udvikling.

Dermed er der ringe muligheder for at gribe de børn og unge, som ikke kan klare sig i livet, fordi de ikke er blevet mødt i deres følelser på kærlig og omsorgsfuld vis.

Et fokus på det indre eller mangel på samme?

Lytter vi til samfundsnormerne, så hører denne del af den menneskelige dannelse ganske enkelt ikke til inden for uddannelsessystemerne. Sådan som det ser ud i dag, så er det noget coachen, psykologen og psykoterapeuten tager sig af.

Derfor er der rent uddannelsesmæssigt heller ikke kultur for at sætte ord på eller at arbejde med, alt det, der hører den indre verden til.

Nok har vi individuelle tiltag som trivselsgrupper, trivselsdage og lærere som går foran med et stort ønske om at sætte mere fokus på de menneskelige aspekter. Når den enkelte mistrives eller klassens miljø er problematisk, så kan vi i de fleste tilfælde også tilkalde PPR.

Problemet er bare, at det ikke er en integreret del af den måde vi tænker uddannelse på.

Det nytter derfor ikke noget på den lange bane, hvis vi kun sender individet til psykolog, coach og psykoterapeut, når det har ondt i livet. Eller hvis vi nøjes med at sætte ind med sporadiske trivselstiltag og PPR løsninger på klasseniveau.

Set ud fra et holistisk menneskesyn, så kan mennesket nemlig kun fungere hvis vi tager alle dets behov i betragtning, fysisk såvel som psykisk.

Vi slipper derfor ikke godt fra at undlade at fokusere på de følelsesmæssige, mentale  og eksistentielle aspekter af det at være menneske i skolen og på uddannelsen.

Vi er ganske enkelt nødt til at skabe et rum for dem. I hvert fald hvis vi ønsker at uddanne hele mennesker.

Læring og udvikling igennem fællesskabet

Tager vi afsæt i den forskningsmæssige og naturvidenskabelige verden, så er det imidlertid svært at begrebsliggøre, bevise og nå til enighed om, hvad det indre egentlig består af.

Med det i mente, så er det ofte lettere og mere naturligt at sørge for, at de unge tilegner sig de nødvendige sociale og faglige kompetencer. Som et resultat af dette læner vi os i stigende grad op den socialkonstruktionistiske tilgang. De unge skal altså primært lære og udvikle sig igennem fællesskabet.

Argumentet for at vælge dette fokus, er ved første øjekast på sin plads, for de unge udvikler jo en stor del af deres identitet i mødet med andre. I realiteten kan vi også bedre måle, se og analysere mere objektivt på det sociale, relationerne og fællesskabet. Den nyeste forskning i resiliens, peger sågar på, at resiliens primært udvikles i det sociale.  

En afvisning af det indre

Går vi dybere til værks, viser der sig dog et lidt andet og mere omkostningsfuld billede på det rent menneskelige plan. Værdierne om at tilpasse sig fællesskabet går nemlig ofte forud for den enkeltes personlige - udvikling, integritet og dannelse.  

På mange af de videregående uddannelser har vi bl.a. sløjfet den individuelle vejledning til fordel for gruppevejledning. Sådan er der utallige eksempler på, hvordan vi rent uddannelsesmæssigt fjerner fokus fra individet og det indre til fordel for et hult ydre blik på det sociale.

Det har derfor vidtgående konsekvenser for de unges dannelsesproces og indentitets-udvikling, at vi som samfund og professionelle tager den socialkonstruktionistiske tilgang så meget ind under huden, at den bliver vores primære værktøj i mødet med de unge.  

På den måde, så kommer vi nemlig meget nemt til at afvise det indre.

En menneskelig blindhed

Uden et fokus på det indre, ja så efterlader vi rent faktisk de unge med en blind tro på, at livet handler om at holde den perfekte facade og skjule deres sande jeg. Herunder sårbarheden, frygten, angsten, og alt det, der i virkeligheden hører til det at være menneske.

I virkeligheden forstærker vi måske endda bare den form for menneskelige blindhed, som de har med sig fra de sociale medier. En blindhed som fortæller dem, at livet handler om at søge anerkendelsen og accepten ude i omgivelserne.

Gør vi ikke noget ved det, udvisker vi i værste tilfælde deres mulighed for at få øje på deres sande natur og indre stemme.

Eksperter i at præstere

Når vi så samtidig lægger op til, at de skal bedømmes, vurderes og vejes uden at have fokus på, hvad der egentlig sker med dem rent menneskeligt.

Ja så er regnestykket i virkeligheden meget simpelt.

For så er de i bund og grund nødsaget til at holde sammen på sig selv rent følelsesmæssigt for overhovedet at kunne passe ind i fællesskabet og den uddannelsesmæssige form. Sagt på en anden måde, så bliver facaden en naturlig del af deres garderobe, i forsøget på at leve op til alle de krav, der stilles til dem socialt, menneskeligt og fagligt.

De  bliver derfor hovedsageligt eksperter i at præstere, kopiere, gengive og at lære ting udenad ud fra en bestemt samfundsmæssig forventning om, at de skal besidde nogle bestemte kompetencer for at klare sig godt på arbejdsmarkedet.

Stille og roligt er de således også i færd med at slukke for deres indre stemme, kreative skaberkraft og individuelle potentiale.

‌Halve mennesker

Som konsekvens heraf træder de frem på samfundsscenen som halve mennesker. I en evig søgen efter at være gode skuespillere. Gode kopier. Gode samfundsborgere, der ved hvad det vil sige at tage ja-hatten på, passe ind i fællesskabet, eller at designe deres liv efter en skabelon, som matcher de perfekte idealer.

Dette norm og værdisæt står bøjet i neon for det moderne menneske, som for ungdommen meget nemt oversættes til krav, de føler de skal efterleve for at være gode nok. For det er jo sådan det er at være menneske. I hvert fald ifølge samfundsnormerne.

Symptomer på mistrivsel

Uden helt at vide det så neglicherer vi altså det hele menenskes udvikling i uddannelsessystemet.

Sådan er vi som samfund i al uvidenhed med til at vise de unge på afveje rent menneskeligt. For processen med at håndtere de følelsesmæssige, mentale og eksistentielle udfordringer ved det at være menneske kommer ganske enkelt ikke af sig selv.

Mange unge griber derfor fat i mestringsstrategier som spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd og skolevægring for at kompensere for det indre følelsesmæssige, eksistentielle og menneskelige pres de mærker.

Alle er de i risiko for at udvikle diverse symptomer på mistrivsel eller for at blive fanget ind i samfundsnormernes spindelvæv, som diagnosticerer frem for at almengøre.

Med andre ord, så er vi hurtige til at lægge ansvaret over på den som lider. Fortællingen om barndomstraumer, psykisk sårbarhed eller et dårligt selvværd bliver således ofte en naturlig og meget anvendt del af vores forklaring på mistrivslen.  

Tragisk og tankevækkende på én og samme tid. For i virkeligheden længes de måske bare efter at blive set i deres smerte og mærke, at de ikke er alene med deres menneskelige udfordringer.

‌At vokse igennem smerten

Når det så er sagt, så er det også smerten, der får os mennesker til at vokse. Når vi mærker smerten på egen krop får vi nemlig ofte motivationen og styrken til at søge forandringen. På den måde så udvikler vi altså også ofte en robusthed, når vi rammer bunden i livet.

Nogle vil derfor måske i særlig grad hævde, at vi "nurser", "curler", og "pakker de unge ind i vat", når de hører fortællingen om, at de er "følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt overladt til sig selv i uddannelsessystemet."

"For de skal jo lære at være selvstændige, tage ansvar og klare sig selv".

Ja selvfølgelig skal de det. Men vi bør i den grad udfordre denne idé ud fra et medmenneskeligt perspektiv. For der er mange måder at udvikle sig på som menneske, og der er mange måder at blive selvstændig på.

Spørgsmålet er bare, om det er nødvendigt, at de på ren jægersoldat-manér skal finde sig selv på den anden side af en spiseforstyrrelse?

Jeg tror personligt ikke på, at de unge bliver selvstændige af at blive kastet ud fra femte sal rent følelsesmæssigt. Til gengæld er der en overvejende sandsynlighed for, at de bliver afhængige af det psykiatriske system på sigt.

‌Menneskekundskab

De unge har derfor brug for synlige rollemodeller inden for uddannelsessystemet, som viser dem betydningen af at være hele mennesker. Så de kan se, mærke og erfare, at det ikke er nødvendigt at trække i den perfekte forklædning.

Alt dette kan vi give dem, hvis vi sætter menneskekundskab på skoleskemaet. På den måde skaber vi nemlig et fundament for, at de kan tilegne sig et sprog for deres følelser, tanker og det at være menneske, mens de uddanner sig.

Efter endt uddannelse står de i bedste tilfælde med en dybere kontakt til sig selv, en helt ny livsindstilling, og en bevidsthed på at følge de meningsfulde spor i livet. Vigtigst af alt, så er de rustet til at tage hånd om sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet.

Dette giver dem tilsammen en indre menneskelig robusthed, som gør dem modstandsdygtige over for samfundets stigende præstationskrav og ungdomskulturens perfekte idealer.

Med menneskekundskab kan vi altså for alvor forandre hele vores uddannelsessystem til et sted, hvor der er plads til at udvikle sig menneskeligt. Så vi for en gangs skyld kan forebygge den stigende mistrivsel blandt unge i dag.