At være et godt menneske

I dette nyhedsbrev har jeg hentet inspiration i en udsendelse på DR 1 "I hjernen på stjernen", som jeg streamede, da jeg boede på hotel, mens min far var indlagt på hospitalet.

Nå jeg tænker mig om, så var det ikke som sådan udsendelsen, som gjorde indtryk på mig. Det er programmet alt for kommercielt til. Nej det der i virkeligheden rørte mig, var kunstneren Mads Langers deltagelse. Hans musiske udtryk, væsen og stemme resonerede dybt inden i mig. Alt sammen forstærkede det på smukkeste vis min inderlighed og ydmyghed over for livet. Livet i sin aller reneste form.

Med andre ord, så fik jeg fornyet kontakt med mit indre. Med det der er større end mig. Med livets dybe mening. Det fik mig til at se og mærke klart. Så klart at jeg vidste, at jeg måtte skrive om det "at være et godt menneske". Jeg er nemlig langt fra færdig med at udforske medmenneskeligheden i mig selv og andre mennesker, som jeg har skrevet om i et tidligere nyhedsbrev. Energien er dragende på så mange planer og kalder derfor på fordybelse.

Tomheden

Lige inden udsendelsen var jeg paradoksalt nok fyldt med tomhed. Tomhed efter at have skrevet sidste uges nyhedsbrev om "lyset i os alle". Tomhed efter den ekstreme oplevelse, som det var, at være lige ved og næsten at have mistet min far. Så tomt, at jeg ikke kunne fremstamme ét eneste ord, da jeg forsøgte at være på forkant med næste uges nyhedsbrev. Indtil jeg endelig formåede at slippe tasterne, og erkende, at tomheden måske var et tegn. Et tegn på at det lige nu var tid til at være med tomheden.

‌Tomheden har altid fyldt rigtig meget i mig. Så meget, at jeg aldrig helt har kunne mærke mig selv i livet. Mærke hvad der var vigtigt. Mærke meningen med livet. Mærke livsglæden. Mærke hvor jeg skulle hen i livet, og hvilke beslutninger jeg skulle tage.

Og når jeg ikke kunne det, ja så kunne jeg heller ikke give noget til andre mennesker. Så føltes livet bare som et sted, hvor det handlede om at tage og fylde op i én uendelighed. Fylde tomheden op i mig selv. Nå nogle personlige mål. Mål som var så hule og indholdsløse, at selv meningsløsheden ikke var til at føle på. For den levede sit helt eget fortrængte liv bag tomheden, bag facaden, bag egoets ønske om at opnå det perfekte.

Dengang ville og kunne jeg ikke se og erkende. Det gjorde simpelt hen for ondt, og jeg havde ganske enkelt ikke bevidstheden til det. Sådan er det for de fleste af os. Vi må have den nødvendige plads, rum og tid til at tage ansvaret naturligt på os.

Universet åbner sig- et drømmeland hvor alt kan ske

Tilbage til udsendelsen med Mads Langer. Han beskrev sig selv som særligt sensitiv. At han derfor altid har været ekstrem modtagelig over for indtryk, stemninger og stimuli, hvilket har været med til at gøre, at han har haft ufatteligt meget inde i sit hoved. Musikken har været hans måde at finde fred og balance på indeni. Den har været hans frirum. Lige såvel som mit frirum er at skrive.

Jeg genkendte derfor fra et dybt sted i mig. Især fordi han fortalte, at han ofte har følt sig forkert og anderledes, fordi han har manglet et sprog for det at være særligt sensitiv. Som barn var han meget tænksom, og havde mange store tanker om livets store spørgsmål. Om liv og død. Han har samtidig haft meget svært ved at forholde sig til den verden vi lever i. En verden som i hans øjne på mange punkter mangler substans. Programmet satte fokus på den substans, og lige netop derfor tror jeg, at Mads blev rørt dybt i sit indre.

I udsendelsen skulle han bl.a. skrive en vuggesang. Vuggesangen kaldte han drømmeland. (se nedenstående link til sang) Inspireret af forholdet til hans egen datter på 7 måneder, mærkede han intuitivt at ordet "lille engel" skulle indgå naturligt i sangen.

‌Mens han sang lyste han selv op som den reneste engel i rummet, ja i hele universet. Med den dybeste ydmyghed og inderlighed udtrykte han nemlig en kærlighed, som kunne mærkes langt ind i sjælen. For han sang fra det reneste sted i sig selv.Måske endda uden helt at vide, hvor stor en effekt dette sted egentlig har på andre mennesker. Og lige netop derfor var det så stærkt. For han var bare. I ren ydmyghed.I ren kærlighed.

"Englen" i os selv

Mads Langer blev også udsat for et andet eksperiment. Han var nemlig vidne til sin egen begravelse i kirken. Hans sidste rejse. Det var meget intenst og rørende på én og samme tid. Talen om ham. De ord der blev sagt om ham. Hans eftermægle. Altsammen efterlod det ham med et indtryk, som satte et dybt og varigt aftryk i hans indre. Sådan så det i hvert fald ud i programmet.

Oplevelsen mindede ham om, at han var på rette spor i livet. At han levede det liv han gerne ville. At han havde søgt svar på de store spørgsmål i livet. At han havde haft modet til at kigge på sårbarheden og smerten. At han havde forfulgt sine indre værdier. At han havde fået den kæreste og det barn han drømmer om. At han var blevet til det menneske han gerne ville være. Et godt menneske, der fokuserede mere på andre end på ham selv.

Hans stemme i livet minder mig om, hvor vigtigt det er, at vi alle finder ind til "englen" i os selv. Det sted hvor vi kan give fra et rent hjerte. For lige her er vi med til at løfte bevidstheden på jorden. Vi er med til at skabe en bedre verden for os selv og vores medmennesker.

Rejsen dertil er dog ofte ikke uden smerte og indsats, for vi slipper aldrig helt for at grave dybt i os selv for at finde den renhed. Men målet er tilgengæld klart. Og tilgangen sågar ligetil. Starter vi blot med at åbne os for at drømme og give plads til vores indre længsler såvel som de store spørgsmål i livet. Og har vi samtidig kontakt til sårbarheden og smerten, ja så ved vi, at vi er på rette spor i livet. Med tålmodighed kan vi måske så en dag med tiden høre, se eller fornemme vores indre stemme. Vi har altså lige pludselig noget meget substansfyldt at forfølge i livet til vores eget og det højeste bedste.

‌En verden uden substans

I forlængelse af ovenstående faldt jeg sjovt nok forleden over et klip fra aftenshowet fra august 2021 med Anders Matthesen alias Anden. I klippet fortæller han på så rammende en måde om den verden vi lever i - en verden uden substans. Som hånd i handske med dette nyhedsbrev perspektiverer han det til værdien i det "at være et godt menneske". For som han siger:

"Hvem vil ikke have flere likes end alle de andre? Hvem vil ikke tage et billede af sin morgenmad og poste det lidt flottere end de andre gør?". Hele den her verden, som vi er ved at tilrettelægge, hvor vi efterhånden kan nå hinanden med internettet og sociale medier. Vi bruger den til én ting og det er at bringe vores egen spillebrik foran de andres."

"Den der kapitalistiske måde at hele tiden og sige, at jeg skal have en lavere fedtprocent. Jeg skal stå tidligere op. Jeg skal nå mine mål. Hvad fanden gavner det os allesammen? Så det er en underlig religion vi har fået den der"just do it" og du kan godt, og du skal bare tro på det, så kan du godt. Det er okay at du gerne vil stræbe og oppe dig, men kunne man lave målet til at være et godt menneske. fx?"

"Jeg sidder da ikke og giver karakterpenge, når mine unger kommer hjem, men hvis jeg hører de har taget en lille pige i hånden på legepladsen, fordi hun ikke helt kunne være med, så får de kage! Så man kunne jo begynde og sige, jamen du må gerne tage dig sammen. Det gør ikke noget du ikke laver dig om, men hvad er dit fokus? Er det dine egne personlige mål, eller er det det der med at være et godt menneske? "

Citat Anders Matthesen

Menneskekundskab på skoleskemaet

Jeg elsker simpelthen Anders Matthesens måde at udtrykke sig på. Den er så direkte, rørende, levende, hudløs ærlig, intellektuel, bevidst - og fremfor alt humoristisk. Som jeg har lært af min mentor Michell Léon Stjernberg, så er humoren nemlig nøglen til universet. Jeg fortolker stadigvæk essensen af dette budskab. Men måske er det lige præcis humoren, der er medvirkende til, at jeg connecter med Anders Matthesens ånd. Gang på gang udtrykker han de dybeste budskaber igennem humoren. Konklusionen må være at humoren opløser, forvandler og løfter. Løfter os alle ind i lyset og livsglæden. Den højeste frekvens af alle.

‌Mads langers stemme og Anders Matthesens stemme bekræfter på smukkeste vis tilsammen min stemmes udtryk i livet. For hvad vigtigere kan andet være end at lyse rent i værenstilstanden og derigennem lede vores børn og unge på vej i livet rent værdimæssigt ift. det at"være et godt menneske."

Lige præcis derfor har jeg et inderligt ønske om at menneskekundskab en dag kommer på skoleskemaet. For herigennem kan vi vise vejen til det indre. Vejen til ikke blot at tage, men give. Vejen til at være et godt menneske. Vejen til at mærke en større mening med livet.

Lur mig om dette fokus ikke kan gøre noget ved "ensomheden, trygheden og den manglende skoleglæde". Parametre som Helle Rabøl Hansen, (Cand. jur. Ph.d. i Pædagogisk Psykologi samt forsker i mobning og marginalisering) har udtalt som værende nødvendige at arbejde med for at forebygge den stigende mistrivsel og mobning blandt børn og unge i skolen.

Perspektiv i livet - at gøre en forskel

Det at have perspektiv i livet og gøre en forskel på den ene eller anden måde, skaber i mine øjne den dybeste følelse af glæde og taknemmelighed.

Det mærker jeg på et dybt personligt plan. For fortaber jeg mig i individuelle mål om at have så og så mange følgere, at blive et kendt ansigt, og få stor økonomisk vinding på baggrund af min virksomhed, ja så mister jeg ganske enkelt perspektivet i livet. Jeg mister livsglæden. Jeg mister det som driver mig. For så tager jeg mere end jeg giver. Og så har jeg ikke længere fokus på at være et godt menneske. På det at gøre en forskel. Så er jeg i stedet tilbage ved hulheden, tomheden og meningsløsheden i livet. Det der får mig til at søge det perfekte.Det der får mig til at kigge ned af mig selv, og sige at jeg er for tyk, for sårbar, for forkert. Det der for mig til at føle, at jeg er nødt til at lave mig selv om, så jeg kan få den "rigtige succes" i livet.

Jeg har derfor taget en dybfølt beslutning om at følge mit hjerte. Ved at følge mit hjerte får jeg relativt nemt øje på andre mennesker, systemer og organisationer, som følger deres hjerte. Som giver mere end at de tager. Som gør en kæmpe forskel for andre. Som har medmenneskeligheden som deres største driver.

Trygfondens familiehus

Som eksempel herpå fik jeg sammen med min mor indblik i, hvad "Trygfondens familiehus" i Skejby gør for familier, der har langtidsindlagte børn. En sosu assistent havde på medmenneskelig vis etableret en kontakt på vegne af min mor, og forhørt sig, om hun kunne få lov at bo i familiehuset, mens min far var indlagt. Det kunne hun godt. Hun skulle blot betale 100 kr også fik hun ellers gratis mad, husly og sågar massage. For det er sådan de møder de familier, der kommer på stedet, som befinder sig i nok den mest sårbare position af alle.

Det rørte mig dybt, at selv min mor, som ikke engang havde et barn, der var langtidsindlagt, fik lov til at mærke den omsorg, luxus og kvalitet i så sårbar og uvis en tid, det er at være der for min far, mens han bliver rask.

Stedet har derfor gjort et stort indtryk på mig. Så stort at jeg endnu ikke helt forstår omfanget og betydningen af det. For hvad kan være vigtigere end at donere penge og skabe et midlertidigt hjem for dem, som er allermest sårbare. Forældre og bedsteforældre som ikke ved, om deres børn og børnebørn skal dø eller leve. Søskende hvis liv også bliver sat på stand by i en længere periode.

At se at private virksomheder i vores samfund virkelig forstår at sætte ind, der hvor det er allervigtigst. Hvordan de har postet mange millioner ind i legepladser, legekroge, aktiviteter, møbler, køkken, og andre ting, så det får så personligt et udtryk, og en helt særlig ånd, at man virkelig får lyst til at være her, restituere, ånde ud og bevare håbet, giver mig mildest talt gåsehud.

Det får mig samtidig til at tænke, at vi i den grad har et velfærdssamfund. På nogle områder vel og mærke. På andre områder tager vi som samfund mere end vi giver. Særligt fordi vores nuværende samfunds - og velfærdsmodel ikke har fokus på det hele menneskes udvikling. Som ofte kommer mennesket nemlig i klemme i systemet. På trods af, at vi har et økonomisk sikkerhedsnet. På trods af, at vi påstår, at vi er i blandt "verdens lykkeligste mennesker". På trods af, at vi på overfladen ser ud som om, at vi er ret så velfungerende, konkurrencedygtige og overskudsagtige. Under overfladen ligger der imidlertid en mistrivsel af en anden kaliber og lurer. En kaliber som trækker dybe tråde tilbage til den måde vores samfunds -og uddannelsessystem er indrettet på.

Barnets tarv - menneskets tarv

Ser vi på vores daginstitutioner, som på mange måder er mit hjertebarn. Hjertebarn, fordi jeg har brændt så uendelig meget for arbejdet med de små. Arbejdet der så mange timer som pædagog, men også på sørgelig vis erkendt, at jeg ikke kunne være der mere pga. vilkårene og mit sansestærke væsen.

Ja så viser vores nuværende velfærdsmodel, at vi ikke slår til. Alene af den grund, at vi ikke indser, hvilke konsekvenser det har, at vi tager mere end vi giver fra et sted, hvor det dybest set ikke kan bære mere. At vi ikke giver de hænder, som der er behov for på baggrund af økonomiske argumenter og perspektiver.Perspektiver som klinger særdeles hult i én tid, hvor barnet er den, som lider det største tab på den lange bane.

Ordet umenneskeligt er derfor i mine øjne det helt rigtige ord at bruge. For det smerter virkelig mit hjerte at se, at vi tilbyder børnene og de voksne omkring børnene sådanne vilkår. Vilkår som sætter langvarige aftryk på det enkelte barn såvel som hos den voksne, der befinder sig i et så presset psykisk arbejdsmiljø.‌

I dag har vi stemt om et ja eller et nej til forsvarsforholdet. Jeg har også stemt, for det er min pligt som samfundsborger. Men jeg vil imidlertid meget hellere stemme om det, der betyder allermest for mig. Mennesket. Derfor arbejder jeg ihærdigt hver dag på at sætte mere fokus på lige præcis dette.

Jeg har derfor også en ualmindelig stor lyst og trang til at spørge: Hvor er barnets og mennesket tarv i dag? Lige disse ord tager jeg med mig, hvorend jeg bevæger mig i min dagligdag. Med andre ord, så er det mit fokus. Derfor lægger jeg selvfølgelig også mærke til, når der sker store forandringer i min søns børnehave. Når hænderne bliver færre. Når omstillingen har vidtgående konsekvenserne for det enkelte barn, den enkelte voksen og den eksisterende ånd.

Den afmagt jeg ser i de professionelles øjne mange steder i dag viser mig, at der ikke er fokus på menneskets tarv. Værst af alt, så ser mange ledere mere eller mindre blindt til.

De har såmænd overgivet sig til at passe ind i normen. Overgivet sig til, at kommunen har fastsat normeringen. Overgivet sig til, at de ikke rigtigt kan gøre noget. For "det er bare sådan det er". I stedet så arbejder de med pædagogernes mindset. Arbejder med det i én grad, hvor det umenneskelige bliver undertrykt og forklædt i "ja hattens" øjemed. Ud af det kommer en misforstået robusthed blandt personalet. For de tror, at de skal pakke sårbarheden væk, passe ind, og følge trop. Nogle gør dog det modsatte. De står stærkt i deres autentiske sårbarhed, viser at de er mennesker. Viser at de vil barnets og menneskets tarv.

‌I mine øjne er det ikke godt nok at give op på at få flere hænder og fortsætte med at tilpasse sig. Grænsen er nået. Vi må steppe op nu. Vi må handle. Vise at vi ikke accepterer det længere.

Det var det jeg gjorde forleden i min søns børnehave. På en respektfuld måde vel at mærke. For jeg har intet at miste. Jo kun hvis jeg fortier det jeg ser. For så mister jeg mig selv. Jeg insisterede derfor fra det inderste af mit hjerte på vegne af personalet, som hver dag på smukkeste vis kæmper for at give børnene den omsorg de har brug for. Insisterede på vegne af de børn, som på trods af pædagogernes store arbejde bare ikke får, det de har brug for pga. manglende hænder. Jeg insisterede på at ville mere. Ville mere end hvad normeringen siger. Insisterede på at rette blikket mod den aller øverste ledelse. På kommunen. På dem der sidder med den egentlige beslutningskompetence.

Et fælles ansvar

Sådan kan vi gå hele vores samfunds - og uddannelsessystem igennem. Alle steder kan vi få øje på det umenneskelige. Det uværdige. Det som gør ondt langt ind i sjælen.

Som jeg ser det, så er det vores fælles ansvar som mennesker, at råbe op og gøre noget, når der ikke er plads til det hele menneske, når den enkelte bliver undertrykt, når fællesskabet lider.

For vi må aldrig fortie. Gør vi det, så er vi i virkeligheden med til at reproducere de psykologiske mekanismer, der gør os syge. Samtidig må vi huske på, at vi hele tiden er rollemodeller for vores børn. Fortier vi. Så lærer de også at fortie det de ser, mærker og hører. Står vi op for os selv og andre. Så lærer de naturligvis det samme.

Vi har alle et fælles ansvar for at behandle hinanden godt. Uanset hvor forskellige vi er. Uanset hvilke uegnigheder vi måtte have. Uanset hvilken historie, baggrund, og titel vi har.

Vi har også et ansvar for at tage hånd om vores egne følelser og tanker. Den historie vi har. De overbevisninger vi har fået med os på vores færd i livet. Sagt på en anden måde, så har vi et ansvar for vores egen personlige udvikling.

Den personlige udvikling

Jeg er imidleritd ikke tilhænger af det gennemtærskede og klichéagtige begreb om, at vi skal udvikle os, så vi bliver "den bedste udgave af os selv", og at vi derfor skal udvikle os i en uendelighed. For lige her tror jeg, at vi går galt i byen. På den måde så lærer vi nemlig aldrig rigtigt at acceptere os selv, som vi er.

Jeg er også ydmyg over for tanken om, at vi må hjælpe os selv før, vi kan hjælpe andre. Ydmyg fordi jeg på den ene side føler, at det er rigtigt. Ydmyg fordi jeg også oplever at bagsiden ved selvudviklingen netop er, at alt meget nemt kan komme til at handle om at dyrke egoet, hvis ikke vi sætter fokus på medmenneskeligheden.Sådan som jeg ser det, så er disse to eksempler nogle af de største faldgruber ved den personlige udvikling.

Jeg tror til gengæld på, at vi kan nå langt med os selv, vores medmennesker og verden som helhed, hvis vi alle hver dag øver os på at være "et godt menneske". Så bevæger vi os nemlig ikke væk fra os selv. Så bevæger vi os i stedet indad, hvor alt er naturligt. Derfra kan vi løfte os selv og andre rent.

Nå det så er sagt, så må vi huske på, at vi blot er mennesker. Vi er derfor ikke skabt til at være "det gode menneske" hele tiden. I virkeligheden er det det, der gør os til mennesker, at vi også har en tendens til at "glemme", "neglichere", ja for den sags skyld"forkaste" det "at være det gode menneske." Tror vi, at vi skal være det altid, ja så bevæger vi os ofte ned af en sti, som hører de perfekte idealer til. Men bruger vi det i stedet som et lysende peglemærke til at skabe værdimæssig retning og fokus i vores liv, så kan vi til gengæld skabe en ualmindelig stor modstandsdygtighed mod samfundets hule normer og værdier. Et samfund som i meget stor stil dyrker præstationen, konkurrencen og de perfekte idealer.

Når jeg selv får perspektiv på livet. Når jeg giver mere end jeg tager. Når jeg gør en forskel. Så formår jeg at kaste lys på de områder, hvor der ikke er plads til at være menneske. Et helt menneske vel og mærke. Altid med en ren intention om at løfte den enkelte, fællesskabet og systemet dybere ind i lyset. Når jeg gør det, så mærker jeg den dybeste kærlighed til mig selv og mine medmenensker.

Set i lyset af fokuset i dette nyhedsbrev vil jeg nu invitere dig til at reflektere over følgende:

• Hvad er din intention i livet?
• Hvad er dit fokus?
• Hvordan og hvornår er du et godt menneske?
• Hvad gør det ved dig at være et godt menneske?
• Hvordan gør du en forskel for andre mennesker og verden som helhed? Hvad skal der til for at du kan gøre mere af det?