Tør du tage masken af på livets scene?

I Juni måneds udgave af nyhedsbrevet, sætter jeg spot på temaet masker. For hvad betyder det dybest set for vores trivsel, læring og udvikling, når vi enten vælger at tage masken af eller på i mange af vores relationer, og i de kontekster vi befinder os i privat, personligt, og professionelt? Og hvorfor vælger vi i grunden at bære masker? Spørgsmål som i princippet kan besvares ud fra et utal af perspektiver.

Jeg fristes til at starte reflektionen, der hvor traumer fra fortiden opstår. Særligt fordi de kan være direkte årsag til, at vi som mennesker opbygger mange usunde, unaturlige eller ubevidste vaner/mønstre - som resulterer i, at vi begynder at tage forskellige masker på i bestemte sammenhænge.

Måske er vi på arbejdet mest i kontakt med den pligtopfyldende side af os selv, den del af os som pleaser, og ønsker at skabe det perfekte i alle sammenhænge. Altsammen fordi vi ønsker at blive accepteret og anerkendt som en del af et fællesskab. Anderkendt for det vi gør og for den vi er inderst inde. Noget vi måske sjældent har oplevet i vores barndom. Det bliver derfor netop en anledning for os til at søge anerkendelsen ude i vores omgivelser imodsætning til at finde den i os selv.

Min ungdom

Lad mig føre denne tråd videre til min egen ungdom. Jeg levede nemlig på mange måder et liv i facadens ånd.

Når jeg tænker tilbage, så var det næsten som om, at jeg ikke havde andet valg, end at gemme mig bag en frygtelig masse masker. Jeg ønskede både at gemme og at glemme alt det jeg følte, tænkte og mente. Min sårbarhed og den jeg var inderst inde blev derfor lagt godt og grundigt på is.

I stedet stod jeg ansigt til ansigt med usynligheden, utrygheden, og usikkerheden forklædt som vaske ægte præstationsangst. En for mig både nedbrydende og utilgængelig følelse af hele tiden at skulle spille skuespil for at leve op til indre og ydre krav og forventninger. Paradoksalt nok uden rigtig at vide, at det var det jeg gjorde.

Et udtryk for en dyb undertrykt eksistentiel - identitets og livskrise. Et tidspunkt i mit liv, hvor jeg på et ubevidst plan var i kontakt med både angst, depression, sorg, smerte, splittelse, meningsløshed, tomhed og ensomhed.

Som om jeg kæmpede med afmægtigheden hver eneste dag. Kæmpede for at undgå at blive set af et publikum, som i værste tilfælde kom for tæt på mig. Kæmpede for at overleve socialt i en verden, som jeg dybest set ikke kunne finde mig til rette i. Kæmpede for at komme væk fra alle de ubehagelige følelser, og et liv, som ikke var mit. Kæmpede for at skjule det, som jeg var allermest bange for at vise:

At jeg havde ondt i livet. At jeg følte mig forkert og anderledes. At jeg var bange. At jeg havde brug for hjælp og støtte til at håndtere livet, mine tanker og følelser- ja det at være menneske.

Jeg blev derfor rigtig god til at agere den pæne pige, smile til publikum og spille et allerhelvedes godt skuespil. Så god, at jeg kunne tilpasse mig enhver situation. Så god, at ingen rigtig ænsede, at noget var galt.

Desværre kom jeg også længere og længere væk fra mig selv. Så langt væk, at jeg blev fjern for mig selv. For jeg kunne hverken mærke mig selv, hvem jeg selv var, og hvad jeg skulle med livet.

Det eneste jeg kendte til (dog i det skjulte) var og blev kontrollen i form af spiseforstyrrelsen. Jeg var med andre ord efterladt med et isoleret og hult mønster. En maske støbt i jern - uden nogen form for kontakt til mig selv eller til det, der var større end mig.

I dag ved jeg, at min overfladiske ageren i livet var et råb om hjælp eller måske netop et symbol på den længsel jeg havde dybt i mig.

Længslen efter både at finde hjem i mig selv, såvel som at finde min plads i livet.

Længslen efter at bidrage med det, der var meningen - og også naturligt for mig.

Længslen efter at blive mødt med ufordømmenhed af mig selv og andre.

Længslen efter at blive set af mig selv og andre. Både i mit lys og i min smerte. Selvom det var det jeg frygtede allermest.