Plads til at være

Plads til at være, til at være menneske, til at trække vejret helt ned i maven, til at mærke den indre grundstemning, livsenergien og den dybe ro, til at lytte efter den indre stemme, til at være tilstede i nuet, til at se, mærke og høre livet udfolde sig i sin rene eksistens.

Værdier som i dag er sat totalt ud af spil af et samfund, som vægter ræset, resultaterne og ryet udad til.

Det rejser således også et vigtigt spørgsmål til fælles refleksion og fordybelse. For hvad gør det egentlig ved os som mennesker, når vi slavisk følger/tilpasser samfundsstrømmens og hamsterhjulets mere eller mindre unaturlige rytme i stedet for at lytte kompromisløst efter den naturlige rytme indeni?

Hvad betyder det med andre ord for vores trivsel, udvikling, dannelse og læring, at der ikke er plads til at være i den måde vores samfundssystemer er skruet sammen på (i dagtilbud, skole, uddannelsesinstitution og arbejdspladser)? Og hvilken konsekvens har det i sidste ende for vores mulighed for eller evne til at mærke kontakten til os selv?

Tankerne omkring dette spørgsmål, dilemma, eller paradoks gør mig inderligt trist. Men i den grad også fanden i voldsk, motiveret og ikke mindst insisterende. Insisterende på at fortsætte den bevægelse jeg satte i gang for mange år siden, da jeg i mine tyvere begyndte at skabe naturlige spor i livet til gavn for et større hele. Spor som i dag er blevet til konceptet om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet - og daginstitutionerne.

Med disse ord indleder jeg dermed April måneds udgave af nyhedsbrevet, som handler om konsekvenserne ved at mangle plads til at være samt gaven ved netop at integrere værdien af værenstilstanden i hverdagen såvel som i vores samfundsinstitutioner.