Den offentlige debat om de unges mistrivsel- lytter vi til de unge?

Den offentlige debat, valgkampen og forskningen er i dag gennemsyret af fortællinger om den stigende mistrivsel blandt unge. Men lytter vi egentlig til de unge? Taler vi om dem, til dem eller med dem? Og frem for alt, handler vi på det de fortæller os?

Er vi overhovedet åbne for at samarbejde med hinanden på kryds og tværs af forskellige hierakier, positioner, og professioner ift. at at skabe en bæredygtig løsning til gavn for den større helhed?

Eller har vi kva individualiseringen, præstations- og konkurrencesamfundets usynlige, hule og magtfulde mekanismer ganske enkelt for travlt med at dyrke særlige popularitetsagendaer med egen personlig vinding for øje?

I én grad så vi glemmer vigtigheden af medmenneskeligheden, den umiddelbare nysgerrighed og åbenhed for det, der ligger uden for det vi selv kender, tror på eller er bevidste om? Med den sørgelige konsekvens, at vi kommer til at overse/neglichére/ignorere den empiri, der potentielt set kan være med til at forebygge og nedbringe den stigende mistrivsel?

Alt dette stiller jeg skarpt på i dagens nyhedsbrev.

Siden sidst - den allersidste rejse

På det personlige plan, så har min svigermor nu fundet fred, og vi indleder os derfor alle på at sende hende afsted på den allersidste rejse. Det er på mange måder en smuk afrunding på en fuldstændig vanvittig hård og intens proces. En proces som kommer i kølvandet på, at min far for ca. 6 måneder siden ikke bare overlevede et hjertestop, men på mirakuløst vis slap uden de store mén.

I lidt over 2 måneder, fra min svigermor fik diagnosen til hun døde, har min familie og jeg gennemlevet, hvad jeg vil sige hele følelsesregisteret af frygt, angst, traume, chock, krise, sorg, kærlighed og taknemmelighed forenet i et.

Som kastet ind i en tornado blev jeg personligt tvunget ind i en dyb udviklingsproces. Tvunget til at mærke alle sider af sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. En lynproces som i den grad aktiverede en gammel og ny ensomhedssmerte. Altsammen et solidt grundlag for at skabe en endnu dybere kontakt til mig selv, såvel som til det, der er større end mig igennem et stille indre selvhealende fokus.

Formentlig finder jeg aldrig meningen med hendes død. For vores liv med hende overgik simpelt hen alt, hvad jeg overhovedet turde drømme om som menneske. Det markerer på en eller anden måde også noget meget smukt og kærlighedsfyldt i tabet af et højt elsket menneske. Det markerer en uendelig sorg, såvel som en dyb meningsfuldhed. For livet fortsætter ikke på samme måde som før. Livet er anderledes. Jeg er anderledes. Jeg er et andet menneske på godt og ondt. Og hun vil altid være en del af mig.

Mening og meningsløshed

Med det i mente kan jeg mærke, at jeg er på vej til at finde en eller anden mening og ro i det hele - i meningsløsheden. For på den ene side bærer jeg sorgen med mig, og samtidig forsøger jeg at genskabe mig selv og mit liv i en ny meningsfuld kontekst.  

Mening finder jeg i samarbejdet med andre fagpersoner, der arbejder for at skabe rammer, som understøtter et bedre mentalt helbred for de unge. Denne søgebevægelse involverer dog også en stor mængde af meningsløshed.

Efter utallige forsøg er jeg nemlig ved at nå til accept af, at det er meget svært at blive hørt af de professionelle, som allerede har et offentligt anerkendt navn eller en magtfuld position. Nogle få spidser dog heldigvis ører, udviser nysgerrighed og inviterer mig ind i den vigtige debat. OG gudskelov for det.

Paradoxet og kompleksiteten- der bliver ikke lyttet

Mange andre tager sig ikke tid til at lytte, favne og møde det vigtige budskab jeg kommer med. Undskyldningerne er mange. De har for travlt.Er for pressede. Prioriterer et andet projekt. På sin vis forståeligt, for der er ikke meget at give af i én tid, som er så gennemsyret af pres.

Jeg fristes dog også til at sige, at det føles som om, at der er bestemte mennesker, der har monopol på det at ytre sig om årsagerne til de unges mistrivsel. Monopol på, hvordan vi skal hjælpe de unge i systemet, økonomisk, politisk og fagligt.  

Det er tankevækkende og uforståeligt, at så få prioriterer at lytte til et menneske, som mig, der selv er gået vejen igennem mistrivsel - kommet ud på den anden side- med dybe indsigter, visdom og et helhjertet ønske om at skabe en anden vej. En vej, hvor der er plads til sårbarheden og det at være menneske i vores uddannelsessystem(se evt. link til blogpost-At blive lyttet til som menneske-at lytte til sit eget hjerte: https://sofiaviktoria.ghost.io/ghost/#/editor/post/6346af54b0f1ca003d321cea

Det vidner for mig at se om det paradox og den kompleksitet, som vi står over for ift. at løse udfordringerne med den stigende mistrivsel blandt unge.

For hvordan skal vi nogensinde kunne støtte og hjælpe alle unge til bedre mentalt helbred, hvis ikke de "anerkendte, velansete, magtfulde", autoriteter og fagpersoner på de højere poster er åbne for at invitere flere fagfolk ind i debatten og lytte til den vigtigste empiri af alle. De unge. Unge i mistrivsel. Unge og voksne i tidligere mistrivsel.

Spørgsmålet er, hvorvidt vi som samfund neglicherer, overser eller afviser den mulighed, at den offentlige debat - og forskning om de unges stigende mistrivsel måske også kan være viklet ind i en præstations- og konkurrenceorienteret mentalitet?

Håbet - De unges klarsyn

Håbet ligger som jeg ser det ikke i fagfolkenes, mediernes og politikernes hænder. Det ligger et helt andet sted. For der er gudskelov en sund og livsbekræftende bevægelse igang iblandt de unge, som retter sig mod samfundet. Unge som ikke finder sig i det store pres. Unge som insisterer på at samfundet forandrer sig. Unge som ønsker at skabe deres egen fortælling om sig selv. Unge som ved, at de ikke er syge, ofre eller forkerte, bare fordi de ikke passer ind i vores samfunds- og uddannelsessystem. Unge som udviser en rebelskhed og vilje til at stå op for sig selv.

Alle er de bærere af et ganske særligt klarsyn. Et klarsyn som potentielt set kan være med til at vække et andet samfund til live. Alle repræsenterer de et stort håb for menneskeheden.  

Jeg kan se det, for jeg er bærer af selvsamme klarsyn. Et klarsyn som jeg har udviklet over mange år, mens jeg fandt min egen vej igennem en spiseforstyrrelse, uddannelsessystemet og livet som helhed. Et klarsyn, som har fået mig til at indse, at der er noget galt med vores samfund.

Dette perspektiv underbygges fuldt og helt af den verdensberømte sociolog Hartmut Rosa. For som han siger så kappes politikerne om at løse trivselskrisen med valgløfter om psykologhjælp, færre karakterer og mere omsorg. De overser ifølge ham bare én ting. Mistrivslen skyldes ikke skrøbelige psyker, men tværtimod klarsynethed – de unge har indset, at der er noget galt med vores samfund.

(Kilde i politiken"Verdensberømt sociolog: Unge mistrives, fordi de har ret. Noget er helt galt": Lotte Folke Kaarsholm- Politiken-23. okt. 2022 kl. 21.10)

Valgkampens lyspunkter

Der er helt sikkert også lyspunkter at spore i valgkampen. For der har aldrig været større fokus på de unges mistrivsel, end der er lige nu.

Mange politikere misbruger det for egen vindings skyld, mens få fremstår ægte, autentiske og fagligt velargumenterede i deres iver efter at skabe opmærksomhed på, hvad de vil gøre for at nedbringe de unges mistrivsel.

SF og Jacob Mark

Jacob Mark som er børne -og unge ordfører i SF er én af dem. Som frontløber for vores børn og unge går han med SF ´s politik foran for mennesket. Primært fordi han sætter fokus på vigtigheden i, at de unge får mere ro på. Samtidig så bringer han sig selv og sin egen sårbarhed i spil. På den måde så bryder han fuldstændig med normerne i politik. Og er således også politisk rollemodel for det hele menneskes udvikling.

Blandt mange andre ting vil han og SF fx. sætte trivsel på den politiske dagsorden. Ifølge Pia Olsen Dyhr kigger vi nemlig ind i en decideret "mistrivselskrise", en "potentiel katastrofe", som skal "behandles med præcis samme alvor som den økonomiske krise, den sikkerhedspolitiske krise og klimakrisen". Hvorfor de også vil afsætte 35 milliarder over de kommende otte år frem mod 2030 til indsatser for at bekæmpe mistrivsel. (https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-10-12-sf-vil-afsaette-35-milliarder-til-boern-og-unges-trivsel)

Fra politisk hjemløshed - til et nyt muligt politisk hvilested

Hvis vi vitterligt ønsker at skabe mere balance for den enkelte, for fællesskabet og helheden, så ser jeg ingen anden udvej, end at sætte mennesket i førsterække ligenu. For fortsætter vi ned ad den neoliberale sti, hvor vækst, præstationer, konkurrence og effektivitet er i højsædet i samme grad, som vi har gjort indtil nu, ja så er jeg bange for, at vi som samfund ender med at køre befolkningen helt i sænk rent menneskeligt.

Når først vi har formået at skabe plads til mennesket i vores samfund kan vi altid begynde at kigge nærmere på de frie markedskræfter. For der er ingen tvivl om, at det er tiltrængt at gøre op med den bureaukratiske tilgang, der eksisterer i vores såkaldte "velfærdssamfund", som det er lige nu. Men ikke for en værd pris. Ikke på bekostning af en neoliberalistisk -new public management tankegang. Ikke på bekostning af trivslen og det hele menneskes udvikling.

Det er tydeligt at de liberale og venstreorienterede partier må arbejde sammen for at skabe et nyt og bæredygtigt velfærdssamfund, hvis vi skal lykkedes med at løse de udfordringer vi står med. Det er ikke yderlighederne, kampen og konkurrencen vi har brug for. Det er samarbejdet om et fælles mål på trods af de store politiske forskelle.  

Som menneske har jeg været politisk hjemløs i mange år for siden hen at finde hvile i Alternativets værdier. Måske har jeg nu med SF fundet et nyt hvilested rent politisk. Måske blot for en tid, da jeg ikke trives med at lade mig hegne ind det samme sted i for lang tid af gangen. Som det frihedssøgende og undersøgende menneske jeg er, har jeg brug for at kunne flytte mig i takt med, at jeg selv udvikler mig. I takt med at jeg får yderligere kendskab til politik, og de mennesker der omgæres af denne verden. Derfor er det også naturligt for mig at kunne kalde det hvilested fremfor ståsted, for begrebet er mere flydende.

Jeg er spændt på at undersøge hvor åbne og villige SF er, når det kommer til at lytte, samarbejde og handle? Det vil tiden vise, når jeg efter valget tager kontakt til dem.

Ungdomsforskningen - gode greb og intentioner

Mange offentligt anerkendte eksperter belyser i dag også sammenhængen mellem vores præstationssamfund og de negative konsekvenser det har for de unges trivsel og udvikling. Vi er altså kommet et skridt væk fra kun at række fingeren ad individet både politisk og samfundsmæssigt. Så langt så godt.

Den mest markante og fremtrædende ekspert må siges at være ungdomsforskeren Naomi Katzenelson, (Cand mag i pædagogik og historie og med en ph.d. i uddannelsesforskning fra RUC) Sammen med Mette Pless og Anne Görlich har hun skrevet bogen. "Mistrivsel i lyset af tempo, præstation og psykologisering. Om ny udsathed i ungdomslivet. " Den tager afsæt i det fireårige forskningsprojektet fra Center fra Ungdomsforskning på Ålborg Universitet, som er det hidtid største forskningsprojelt om unges mistrivsel. Mere end 2.000 unge er blevet spurgt til deres trivsel. Svarene er repræsentative for alle unge mellem 16 og 25 år og viser følgende:

• Næsten halvdelen oplever en grad af mistrivsel
• Halvdelen har svært ved at leve op til deres egne forventninger til fremtiden
• Halvdelen føler sig presset af, at der er meget, de skal hele tiden
• Hver tredje oplever, at de krav, der bliver stillet til dem, er svære at leve op til
• Hver fjerde oplever at være pressede af, at de skal se ud på en bestemt måde

Næsten hveranden ung er altså ramt af mistrivsel. Forskningen konkluderer samtidig at mistrivsel ikke kun er knyttet til unge med en svær opvækst. I dag kan unge i alle samfundslag blive ramt.

Unges mistrivsel og den politiske debat

Ifølge Noemi Katznelson skal de unges mistrivsel fylde mere i debatten blandt politikerne. Som hun siger:

"Vi bør sætte de unges mistrivsel på den politiske dagsorden. På samme måde som klimakrisen. Det bliver vi simpelthen nødt til, hvis vi skal tage hånd om den trivselssituation, vi har blandt vores unge i dag."

Gør vi ikke noget, frygter Noemi Katznelson to konsekvenser.

"De unge, der i forvejen har det svært, kommer til at få det endnu værre og endnu sværere. Vi kommer til at tabe dem endnu mere. Og så vil vi se stadig flere unge, som faktisk begynder at mistrives. Så jeg er alvorligt bekymret for, at vi bare kigger ind i nogle stigende tal for mistrivsel blandt unge, hvis vi ikke for alvor går ind og gør noget ved rammerne, vi har omkring ungdomslivet i dag."

3 overordnede årsager til den stigende mistrivsel

Hun peger derudover på tre overordnede årsager til, at mistrivslen blandt unge mennesker er i stigning - og hvorfor mistrivslen rammer anderledes, end den gjorde tidligere. (udsendelse på DR 9 oktober 2022)

1. "Acceleration: Også kaldet tempo. Alting skal gå hurtigere og hurtigere. Man skal hurtigere igennem uddannelsessystemet og kan have en følelse af, at man skal vide, hvad man vil med livet meget tidligt, ellers bliver man ikke lykkelig. De unge har en stærk følelse af, at deres liv i højere grad end tidligere afhænger af deres individuelle valg og formåen. De er konstant i et krydspres fra flere sider i deres tilværelse, og de mangler evnen til at kunne sige nej, i frygt for at sakke bagud eller stå udenfor fællesskabet."
2. "Præstation: Der skal præsteres mere og mere, og man har selv mere fokus på at præstere. Uddannelsesreformer, nationale test og bedømmelse medvirker til, at unge konstant skal træffe valg om fremtiden og kæmpe for at følge med de faglige krav - og det kan føre til, at de unge også sætter højere krav til sig selv. Socialt kan der også opleves et pres for at passe ind og være inkluderet i fællesskabet - noget, som de sociale medier blandt andet forstærker."
3. "Psykologisering: Man opsøger psykologiske forklaringer på, hvorfor noget er, som det er. Der er et øget blik på, om man har sig selv med i alt, hvad man gør. Begrebet er i forskningsprojektet tæt forbundet med individualisering. Psykologiseringen kan hjælpe de unge til at forstå og håndtere det virvar af tanker, følelser, ansvar og beslutninger, de går med, men det kan også resultere i selvmonitorerende, selvkritisk og selvdisciplinering, som kan øge mistrivslen."

(Kilde: Forskningsprojektet "Mistrivsel i lyset af tempo, præstation og psykologisering - om ny udsathed i ungdomslivet", Center for Ungdomsforskning.)

Undersøgelse i Børns Vilkår

Børns vilkår direktør Rasmus Kjeldahl efterspørger desuden en handleplan for at forebygge den stigende mistrivsel blandt børn og unge. Han mener ikke, at det er nok bare at symptombehandle dem, der allerede har det dårligt. Som han siger:

"Det er en stigende tendens, vi har set henover årene, som ser ud til at fortsætte. Det vil give rigtig mange problemer senere i livet for de børn og unge, men også for hele samfundet".

Hans udtalelse kommer i kølvandet på en ny rapport fra Børns vilkår, som viser at kun hver anden pige i 8. klasse er glad for, hvem hun er, og næsten en tredjedel af pigerne og 13 procent af drengene i 8. klasse har lav livskvalitet.

Med lav livskvalitet menes der symptomer som ondt i maven, angst, følelsen af at være deprimeret, tristhed, ensomhed og i det hele taget bange for ikke at være god nok. Rapporten er bl.a. baseret på spørgeskemaundersøgelser lavet blandt elever i 4-8 klasse: Folkeskoleelever får lavere selvværd og livskvalitet med alderen. Alt i alt, så er undersøgelsen med til at markere, at vi står med et alvorligt samfundsproblem

Udtalelser fra Silke Sommerskov Rokkjær og Merle Hviid Nyman, der begge går i 8. klasse i århus fra selvsamme undersøgelse er med til at underbygge samfundsproblemet. De siger b.l.a:

"Man skal hele tiden være glad og positiv, og det er lidt svært, hvis man ikke har en god dag. ..."Man ser så meget online, hvor folk har den perfekte krop. Så kan man godt se på sin egen og tænke, at den ikke er god nok."... Mit bedste føler jeg ikke altid er godt nok.".. "Man føler meget, at man skal passe ind og være glad og være sjov og positiv, selvom man måske har en dårlig dag. Så bliver man lidt nødt til at fake den og lade som om, man har det godt".

(Kilde Nanna Nørby Hansen, 1 sep. artikel i Indland "Kun hver anden pige i 8 klasse er glad for hvem hun er).

Den sociale og faglige relevans af støttegrupper i menneskekundskab

Siden sidst har jeg haft et meget spændende og givende personligt møde med PHD studerende Christine Leonard Birk Sørensen, som forsker i unges mentale helbred. Hendes forskning understøtter og argumenterer netop for vigtigheden og aktualiteten i at støttegrupper i menneskekundskab kommer på skoleskemaet.

Ved hjælp af "Geoffrey Rose’s teori "prevention paradox", belyser hun følgende: Frem for at fokusere på dem, der er i højest risiko (til højre) i forebyggelse, så bør man fokusere bredt på hele populationen - på den måde rykker man hele "bjerget" så alle får det bedre, også dem i risiko. (Forskningsnoter fra Christine)

Når det kommer til stykket, så er der altså en vis sammenhæng mellem, hvad denne del af forskningen siger, og mit fokus. Primært fordi jeg igennem støttegrupper i menneskekundskab satser på det forebyggende, det almenmenneskelige, på at støtte alle unge i uddannelsessystemet.

Et samarbejde med Christine er skabt. Det føles på sin vis godt at blive understøttet rent forskningsmæssigt, fordi det nu engang er den måde vores samfund er skruet sammen på. Hvor sørgeligt det end lyder, så skal vi helst kunne dokumentere og bevise alt videnskabeligt, førend det får en vis validitet.  Sagt fra et menneske, som dybest set bare ønsker, at vi øver os på at have tillid til det vi mærker.

Ovenpå Christines Leonard Birk Sørensens forskning, de unges udtalelser i undersøgelsen i børns vilkår og Noemi Katzenelsons ungdomsforskning, så begriber jeg ganske enkelt ikke, at flere fagpersoner ikke er mere lydhør og åbne overfor at invitere mig med ind i debatten eller at skabe en dialog med mig.  

Fra mit ståsted har jeg svært ved at få øje på samarbejdsvilligheden, nysgerrigheden og åbenheden i lige netop den måde at gribe så stort et samfundsproblem an.

Jeg har dog ikke tænkt mig at give op. Gør jeg det, så svigter jeg mig selv, og så mange unge. Jeg har i stedet en stor opgave i at blive ved med at ytre mig og invitere til debat såvel som dialog. Og frem for alt række ud til de unge for herved at lytte til deres fortællinger om livet.

Fokus i den næste tid- sårbarheden som driver

I den næste tid vil jeg derfor gå ind i en dybere proces med at finde det indre mod og overskud, der skal til for at gå ud til de unge med sårbarheden som driver.

Et mod som jeg også må finde frem, når jeg mødes og drikker kaffe med Uffe Elbæk på den anden side af valgkampen. Et møde som har været udskudt i lang tid pga. situationen med sigermor.

Jeg ser også frem til at mødes med Birgitte Warberg som har skrevet bogen: " At være menneske i et umenneskeligt system- at være pårørende til et barn med anorexi. "Hun har nemlig en ekstrem vigtig kritik af vores samfundssystem. En kritik som er tæt forbundet med mit fokus på det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet.

Derudover skal jeg mødes med Jesper Hegelund Bertelsen, som går foran med sin egen historie og foredraget "diagnosedræberen"- er psykisk sygdom i virkeligheden misforstået kreativitet? Et fokus som taler direkte ind i min historie og bevægelse i livet. Som samlet set understøtter værdien af at støtte op om sårbarheden og det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet.

Julius Mygind kæmper ligeledes en brav kamp for at få trivsel på skoleskemaet. Det er lykkedes ham at få en stabil plads hos de unge og i mediernes søgelys. Mega fedt. Jeg håber en dag at kunne mødes med ham, tale muligheder og dele viden og erfaring.

Vi må se, hvad tiden bringer. Hvor samarbejdet og åbenheden ligger.Hvor vi alle står. I en tid, som er meget krævende individuelt såvel som kollektivt.

Den indre støtte - sammen er vi stærke

I nær fremtid skal jeg være med i en podcast om støtte og støttegrupper i menneskekundskab. Jeg glæder mig ufatteligt meget til at kaste lys på lige netop det. For selvom den indre støtte må komme indefra, så er det ikke meningen, at vi skal stå alene i den proces.

Sammen er vi stærke. Sammen må vi lære at støtte hinanden på livets vej. For uden det, så bliver tilværelsen uundgåeligt hul, meningsløs, facadefyldt og fyldt med konkurrence, præstation og sammenligning. Støtte er på den måde altafgørende for vores tid. Altafgørende for menneskeheden. Altafgørende for at kunne udvikle sig til et helt menneske.

Alt støtte og opbakning fra din side er derfor også utroligt værdifuldt for mig.Så hvis du naturligt får lyst til at like eller dele mine opslag. Henvise mig til nogen, som kunne bruge min hjælp og støtte. Videreformidle kontakt til potentielle samarbejdspartnere eller andre, som kunne være interesseret i at bringe min historie og stemme et skridt tættere på debattens og mediernes søgelys. Ja så skal du vide, at jeg vil være hjertens taknemmelig.

Jeg arbejder for helheden. For støtten i alle livets menneskelige, følelsesmæssige og eksistentielle henseender.For individet. For den naturlige udvikling og trivsel. For det hele menneskes udvikling.For fællesskabet. For medmenneskeligheden.

Værdier som lå min svigermor meget på hjerte.

Anerkendende Sprogbrug

Æret være Hanne Leths minde og den livsvigtige arv, som hun efterlader sig i form af konceptet Anderkendende Sprogbrug.

Ved interesse for principperne bag Anerkendende Sprogbrug, skriv gerne en mail til sofiaviktoriablog@gmail.com, så mailer jeg dem gratis til dig på vegne af Hanne Leth.

Må Anerkendende Sprogbrug sprede sig som ringe i vandet til hele vores samfunds-og uddannelsessystem, så vi kan skabe mere fred og accept iblandt os.

På gensyn i næste nyhedsbrev, som udkommer onsdag den 9 november 2022.

Med ønsket om, at du møder og accepterer dig selv, lige der hvor du er.

Kærligst Sofia Viktoria