Forholdet mellem sårbarhed, præstationsangst og perfektionisme
Siden jeg i mine 20 ere begyndte på den spirituelle søgebevægelse har jeg åbnet mig mere og mere for min egen sårbarhed. En sårbarhed som er tæt forbundet til smerten og de store spørgsmål i livet. Men i lige så høj grad til min indre stemme, sande natur - og sjæls dybe længsel.
Alt sammen i en søgen efter at sætte mig selv fri, finde fred og blive hel. Så jeg kunne leve et liv med kontakt til lyset i mig- den dybe indre livsglæde, og det der er større end mig.
Forbindelsen mellem den indre udvikling og det fysiske liv blev dog først for alvor sparket i gang, da jeg for godt 8 måneder siden sprang ud med mit projekt om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet.
Det aktiverede på én og samme tid den dybeste sårbarhed, smerte, indre uro og ro at stille sig til skue for hele verden med mit inderste jeg. En ambivalens som markerede sig igennem frygten for ikke at blive set, at blive afvist, ignoreret såvel som i befrielsen i at have modet til at stå ved, hvem jeg er, hvad jeg kommer fra, tror på og drømmer om.
På mange måder et stående antiklimax. Men samtidig også en enestående chance for endelig at tage mit eget ansvar i stedet for at blive ved med at påtage mig andres. Et ansvar for at leve et ærligt liv med kærlighed til mig selv og mine medmennesker. Et ansvar for at være tro over for min sjæls indre kald og for at gøre en reel forskel i livet.
En helt særlig visdom- lyset som driver
Siden da er det gået op for mig, at jeg har været i en konstant afvikling af alt det i mig, som er direkte forbundet med præstationsangst og perfektionisme på det indre og ydre plan.
Jeg har dermed fået dybe indsigter om forholdet mellem sårbarheden, præstationsangsten og perfektionismen, som jeg gerne vil dele med dig i denne udgave af onsdagsnyhedsbrevet. Af den simple årsag, at det åbner for en helt særlig visdom i forhold til at skabe en klar retning i livet - med lyset som driver.
For hvad sker der egentlig med trivslen, livsglæden og kontakten til os selv, hvis vi ubevidst undertrykker sårbarheden? Til fordel for at følge et indre spor i os selv, hvor vi konstant føler, at vi skal præstere og leve op til ydre normer og perfekte idealer for at føle os værdige, gode nok og elsket?
Hvis vi fejlagtigt tror, at livet handler om at gemme sårbarheden væk i stedet for at mærke den, stå ved den og udtrykke det den afføder, som en naturlig konsekvens af det at være menneske?
Spørgsmålet er om vi overhovedet er bevidste om forskellen eller sammenhængen mellem det at være sårbar og det at være styret af præstationsangst og perfektionisme? Er de monstro tre uadskillelige størrelser eller i sidste ende fuldstændig uafhængige af hinanden?
Lad os kigge nærmere på det.
