Hjertemod

Hjertemod
Photo by Kelly Sikkema / Unsplash

Overskriften på dette januar-nyhedsbrev "Hjertemod" er inspireret af en feedback, som jeg fik på december- nyhedsbrevet fra et kært, meget hjertevarmt og vist menneske. En feedback som rørte mig dybt. Særligt fordi jeg følte mig set, løftet og modtaget fuldstændig som den jeg er.

Det fik mig til at mærke, hvorfor jeg egentlig skriver de her nyhedsbreve.

Hjertemodet er nemlig min største drivkræft i livet.

Jeg skriver derfor heller ikke for at tilpasse mig og leve op til andres forventninger, men netop for at sætte mig selv og dermed også andre fri.

Så vi kan føle os trygge i at være dem vi er inderst inde. Så vi kan acceptere, vide, mærke og føle, at vi er gode nok som dem vi er. Så vi med tillid og indre styrke kan gå ud i livet og bidrage med lige netop det, som er naturligt for os.

I tråd med temaet hjertemod, så øver jeg mig også på at sende kortere nyhedsbreve ud i én tid, som kræver meget af mig på det menneskelige og faglige plan.

Så i stedet for at undlade at sende nyhedsbreve eller at lægge yderligere pres på mig selv, så arbejder jeg med det, der kommer til mig og den tid der er. Det er både lærerigt og udfordrende for mig. Jeg har det nemlig bedst med at fordybe mig over længere tid, at skrive langt og gerne længere end hvad læsevenligt er;)

Men det får mig også til at smide nogle ekstra lag i jagten på det perfekte. Summa summarum så føles det godt og helt rigtigt lige nu.