"Jeg ved det ikke, og det er helt ok"

Det er mere eller mindre almindeligt, at vi mennesker bliver bange for det ikke ikke at vide. Langt hen ad vejen, så gør det os usikre. Så usikre, at vi i mange tilfælde kommer til at tvivle på os selv. Så meget, at vi måske en dag mister tilliden til os selv. Tilliden til andre mennesker. Tilliden til livet.

Mange vil måske mene at usikkerheden kommer fra det at have et dårligt selvværd. Sådan ser jeg det imidlertid ikke, for med denne forståelse bliver vi ofte fastlåste i vores udvikling og identitet.

Formår vi til gengæld at anerkende, at usikkerheden er det, der gør os til mennesker. At det er den, som får os til at føle os levende. Levende fordi vi rent faktisk tillader at mærke os selv og usikkerheden. Så sker der noget helt andet.

For så får vi nemlig adgang til accepten af os selv.Vores dybe selvværd. Der hvor vi er nok, bare fordi vi er. Så slipper vi gradvist mere og mere kontrol.  Så åbner vi os samtidig for, at vi ikke altid har svarene. Så forstår vi til gengæld, at vi må vente i tålmodighed på det svar, der er naturligt for os, i modsætning til at tilpasse os, handle, tænke og kontrollere os ud af situationer, som gør os usikre.

Bedst af alt, så begynder vi at se idéen i at være. Være i ren tillid.

Først her skaber vi plads til, at vi kan udfolde vores sande natur og lytte til vores indre stemme. Så vi for alvor kan begynde at smide masken, åbne hjertet, sætte livsangsten, dødsangsten, præstationsangsten og den sociale angst fri. Alt det, der i virkeligheden har forhindret os i at leve et liv i nuet, glæden og lyset.

Usikkerheden og tvivlen er naturlig

For mig er det at være usikker blevet mere naturligt. Det betyder ikke, at jeg ikke også bliver bange, når livet viser sig fra en side, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, hvilken vej jeg skal gå, hvilke valg jeg skal træffe, og hvor jeg skal lægge mit fokus. Selvfølgelig gør jeg det. For jeg er bare et menneske. Som så mange andre er jeg derfor også disponeret til at ville styre og kontrollere.

Nej, det betyder såmænd blot, at jeg anerkender usikkerheden og det ikke at vide, som en naturlig del af livet. Som en naturlig del af det at være menneske. Som en naturlig del af sårbarheden. Forener jeg disse ting med hinanden, ja så står jeg lige pludselig med en helt unik styrke. En indre styrke, som jeg kan bruge aktivt til at skabe værdi i vores samfund. Værdi fordi jeg indirekte og direkte skaber plads til det hele menneskes udvikling i vores samfunds- og uddannelsessystem.

Nok også derfor jeg så aktivt og hudløst ærligt deler det sårbare. Det smertelige. Det autentiske. Ikke blot fordi jeg ønsker at blive set. Men fordi det er naturligt for mig at være åben, ærlig og dyb. Derfor er det også mit største ønske at være i verden uden facaden og leve fuldt ud, som den jeg er inderst inde. Og herigennem være en rollemodel for lige præcis det.

I virkeligheden så længes jeg måske også selv efter, at flere mennesker har mod på og lyst til at dele mere af deres autentiske selv. For på den måde kan vi stå sammen om at skabe plads til det hele menneskes udvikling i vores samfund som en naturlig modvægt til det perfekte, retoucherede, falske og præstationsorienterede.

Jeg har en stærk fornemmelse af, at mange mennesker længes efter at være. Være i sig selv. Være sig selv. Være sig selv uden masken. Måske endda uden egentlig at være bevidst om det.

Meget sygdom, stress, angst og depression opstår som jeg ser det, netop fordi vi som mennesker tror, at vi skal være, gøre og sige noget, som dybest set ikke er naturligt for os.

Emnet er altså højaktuelt i debatten om, hvordan vi kan forebygge den stigende mistrivsel blandt unge. Og særligt relevant, hvis vi ønsker at uddanne hele mennesker.

Lige præcis derfor har jeg valgt at skrive et nyhedsbrev om det ikke at vide med titlen: "Jeg ved det ikke, og det er helt ok"

(NB: nyhedsbrevet er ekstra langt, men også ekstra dybt og indsigsfuldt. Det kan derfor godt anbefales at tage det ind langsomt og evt. i bidder. I af jer, der kender mig personligt, griner måske lidt af mig, for i ved, at jeg aldrig har kunne begrænse mig. Det lærer jeg nok en dag. Altså at chunke. Men det vigtigste er dog, at jeg tillader mig selv at være og skrive i et frit flow. For på den måde, så er jeg nemlig tro over for mig selv og i sidste ende også filosofien om det hele menneskes udvikling. )

Frygten for ikke at vide

Når jeg tænker mig om, så har jeg altid været i kontakt med en dyb følelse af det ikke at vide.

Ikke at vide, hvad jeg skulle sige i det sociale, i skolen, på uddannelsen og på arbejdspladsen. Ikke at vide, hvad jeg skulle uddanne mig til, og hvilket arbejde jeg skulle have.

Ikke at vide, hvordan jeg skulle finde mening og vej i livet.Ikke at vide, hvordan jeg skulle håndtere livet og det at være menneske. Ikke at vide, hvordan jeg skulle takle de svære tanker og følelser.

Ikke at vide, hvordan jeg skulle acceptere og finde fred med mig selv.Ikke at vide, hvordan jeg skulle løfte mig selv kærligt indefra.

Havde jeg dog bare vidst, at det var helt naturligt ikke at vide. At det faktisk var vejen ind til at finde svar på de store spørgsmål i livet. Mine egne spørgsmål. Hvem jeg er som menneske? Hvad jeg drømmer om, og er skabt til? Hvad jeg har brug for i forhold til at vokse? Vokse så jeg kan være den jeg naturligt er.

Så havde jeg måske ikke frygtet det ikke at vide i så stort et omfang. Så havde jeg måske kunne tage mit eget ansvar, i stedet for alle andres. Så havde jeg måske forstået vigtigheden i at ære, respektere og acceptere min sande natur - mit sansestærke væsen. Så havde jeg måske fået en dybere forståelse for, at jeg blot måtte afvente, mærke og give plads til, at svarene kom naturligt fra min indre stemme.

Så havde jeg måske i højere grad også omfavnet det ikke at vide. Det at være. Det at være stille uden nødvendigvis at fremkomme med et svar blot for at gøre modtageren tilpas. Så havde jeg måske ikke forsøgt at overdøve frygten for det ukendte og undgå den ukendte tur i livet. En tur som dybest set ikke kan undgås, fordi livet er foranderligt, bevægeligt, uforudsigeligt og frem for alt ukontrollerbart.  

At bygge et falsk selv op

Da jeg var ung havde jeg ofte i ren afmagt og vrede stor trang til at sige eller sågar råbe til mine omgivelser: "Jeg ved det ikke. Så forstå det dog. Så lad mig dog være." Men det skete dog aldrig rigtigt. I stedet havde jeg tendens til at undertrykke følelsen af usikkerhed, fordi jeg var flov og skamfyldt over at føle, som jeg gjorde. Flov og skamfyldt over ikke at vide, hvad jeg skulle sige, gøre og mene. For jeg troede ganske enkelt, at det var tegn på svaghed. Tegn på, at jeg ikke havde styr på tingene, på livet, på det at være menneske. Tegn på at jeg var usikker, uvidende og uperfekt. Tegn på at jeg var forkert.

Og det brød jeg mig ganske enkelt ikke om. For som så mange andre unge, så ønskede jeg at ligne de andre. Derfor forsøgte jeg ihærdigt at tilpasse mig normerne. Udadtil forsøgte jeg således også at give et svar, når jeg blev spurgt. Svar som aldrig rigtigt kom fra min indre stemme, men fra at tilpasse sig alle andres meninger, holdninger og overbevisninger.

Sådan byggede jeg stille og roligt et falsk selv op. Sådan lærte jeg altså på tragisk vis at gemme mit inderste jeg bag facaden. Et jeg som inderligt længedes efter at være. At være ok med ikke at vide.

Styring og kontrol

Med tiden fik jeg behov for at flytte det uhåndgribelige, det jeg ikke vidste, hen på det håndgribelige, det overfladiske og det hule.

Sådan startede min spiseforstyrrelse desværre også. Sådan trådte jeg nemlig for alvor ind i en uvirkelig verden. Som befandt jeg mig midt i et computerspil, hvor alt i min hverdag, fra morgen til aften handlede om at lade mig styre og kontrollere af en forvrænget og destruktiv stemme indeni mig, som afhørte mig i, hvad jeg spiste, hvor langt jeg løb, hvor meget jeg vejede, hvordan jeg så ud, hvor tynd eller tyk jeg var. En verden, hvor trangen til at styre og kontrollere blev omdrejningspunktet for alle mine bevægelser i livet. Omdrejningspunktet for at undertrykke de svære tanker og følelser. Omdrejningspunktet for at flygte og undgå livet i sin rene eksistens.

På den måde, så blev bevægelsen i livet en helt anden end indre fred, ro og balance.

Havde jeg dog bare vidst, at det var meningen, at jeg skulle forholde mig til sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Så havde jeg måske på et tidligere tidspunkt haft en helt anden substans i livet end den spiseforstyrrelsen efterlod mig med. En substans som jeg paradoksalt nok mærker i dag netop pga. min erfaring med at gå igennem en spiseforstyrrelse.

Når vi ikke ved, så ved vi allermest

I dag ved jeg, at jeg var på afveje rent menneskeligt ved ikke at lytte til stemmen, som ikke ved.

For det er lige præcis, når vi ikke ved, at vi ved allermest.Der ligger nemlig en helt særlig visdom gemt i det ikke at vide. I at stå ved, at vi ikke ved. I at udøve denne tilgang i livet. For lige her er vi dybest set ydmyge over for livet i sin rene eksistens. Ydmyge over for det at være menneske. Ydmyge over for at lytte til vores indre stemme.

Lige her giver vi os selv plads, tid og ro til at mærke, tænke og føle efter, hvad vi har brug for, hvad vi naturligt har lyst til at sige, gøre og være. Uden at tilpasse os. Uden at lave om på os selv. Uden at undertrykke vores sande natur og indre stemme.

Flosklen og klichéen som, at "vi skal lære at elske os selv", får først rigtigt et nyt og vedkommende aftryk, når vi indser, at vi i virkeligheden viser os selv den dybeste kærlighed, omsorg, og medfølelse, i det øjeblik vi begynder at lytte til stemmen bag støjen. Stemmen som på uforklarlig vis fortæller os, at vi ikke ved. Som samtidig viser os en skillevej. Tør vi at åbne døren ind til vores hjerters dybe længsel for at blive klogere på det vi ikke ved? Eller har vi monstro fundet ro, accept og livsglæde med det liv vi allerede kender?

Uanset hvad, så er alt helt ok. Sagt i ren ydmyghed og respekt for den enkeltes rejse i livet, så er der nemlig ikke en rigtig og forkert måde at leve på. For vi har hver vores vej i livet, og det er langt fra alle, der ønsker at åbne døren ind til det indre landskab. Det vigtigste er dog, at vi kan acceptere hinandens forskelligheder. Gør vi det, så er vi kommet langt med medmenneskeligheden.  

Forbindelsen mellem ydmygheden, usikkerheden og det ikke at vide

For mig at se så er ydmygheden tæt forbundet med usikkerheden, og det ikke at vide. For når vi ikke ved, så kan vi meget nemmere være med det der er, og give plads til det, der naturligt må frem i lyset. I stedet for at planlægge, styre og kontrollere. Det fortæller min erfaring mig i hvert fald både privat og professionelt.

Omvendt når vi ikke ved, at det ikke at vide er naturligt, så kan det i værste tilfælde udvikle sig til mistrivsel og sygdom. For så tror vi, at følelsen af usikkerhed og det ikke at vide skal pakkes væk, fortrænges og erstattes af eksperten. Eksperten der ved, hvad der skal siges, og gøres. Eksperten som ligger stor vægt på det at præstere. Præstere så anerkendelsen og resultaterne kan komme. Præstere så de perfekte idealer kan opnås.

På en eller anden måde, så føler jeg, at jeg har fundet en af livets aller smukkeste skattekister, ved netop at opdage og mærke sammenhængen mellem ydmygheden, usikkerheden, og det ikke at vide.

Jeg tror til gengæld ikke på, at der findes en ultimativ sandhed, som er gældende for os alle. Noget kan imidlertid føles så sandt, at det er sandt for den enkelte. Det er sådan jeg har det med fundet af denne skattekiste.

Denne visdom er derfor blevet en integreret del af filosofien om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet. En filosofi som langsomt begynder at folde sig mere og mere ud for mig i ord, gøren og væren. Det bliver således også mere tydeligt for mig, at værenstilstanden er det jeg i realiteten tilbyder mig selv, mine medmennesker og vores samfund. Dag for dag står jeg stærkere og stærkere i lige netop dette udgangspunkt.

‌Impostersyndrom - præstationsangst

Indimellem bliver jeg dog testet på, om jeg virkelig mener det. Dette sker i særlig grad, når jeg støder ind i de mere maskuline og præstationsorienterede værdier, som er dominerende i vores samfund. Et samfund, som måske mere eller mindre ubevidst vænner mennesket til en lang række af ting, som dybest set ikke er naturlige.  At vise sit "bedste og mest overskudsagtige jeg" udaftil. At skulle sige "det rigtige" for at blive set. At stræbe efter "det perfekte", blive den "mest popupulære" og jagte anerkendelsen ude i andre mennesker. At fixe sig selv og lade sig fixe af andre. At svare, selvom det ikke er naturligt at svare.

Værdierne er nemlig en direkte modpol til den værdi, som værensenergien repræsenterer.

Som jeg mærker det, så er vi mange, der ryger ind i det samfundskaldte "impostersyndrom". Et syndrom som har særdeles gode vilkår i et samfund, som groft sagt dyrker præstationen, perfektionismen, pligten og presset.

I Wikipedia ordbogen står der følgende om impostersyndromet:

"Imposter syndrom, også kendt som Imposter-fænomen, eller bedragersyndrom er et psykologisk mønster, hvor en person tvivler på vedkommendes egne præstationer eller talenter, og har en vedholdende intern frygt for at blive afsløret som en "svindler". På trods af ekstern bevis for deres kompetence, er de som oplever dette fænomen, overbeviste om, at de er svindlere, og ikke fortjener det de har opnået. Personer med imposter syndrom mener fejlagtigt, at deres succes kun er opnået på grund af held, eller at de har narret andre til at tro, at de er mere intelligente og kompetente end de i virkeligheden er. "...

Fænomenet er en form for præstationsangt, som særligt vedrører karriere, kunnen og social anseelse. Jeg har talt med mange, som virkelig lider under at leve med denne energi. De stiller store krav til sig selv, andre og livet. Så store, at det sætter dybe spor i deres krop, sind og ånd. Så store, at de kommer til at tune ind og ud af et afvisningsmønster. Jeg har selv været der, og det er intet mindre end frygteligt.Særligt hvis ikke vi har adgang til lyset i os selv.

En del af syndromet opstår måske på baggrund af svære ting i opvæksten, men omvendt så er jeg heller ikke i tvivl om, at samfundsnormerne er med til at stimulere og forværre dette aspekt hos den enkelte, fællesskabet og samfundet som en helhed.

Længslen efter at være - rådyret som symbol

‌Uanset hvad, så falder jeg ikke længere i den fælde. Det koster mig måske at blive valgt fra af nogle mennesker, som jeg hjælper eller arbejder for. Måske fordi jeg ikke fixer, lever op til den enkeltes krav og forventninger eller leverer det ønskede resultat.

Selvfølgelig svier det at blive valgt fra, når det rammer et gammel sår og smerte. Men det er imidlertid intet imod det at miste mig selv rent menneskeligt og fagligt. Miste det jeg drømmer om i verden. Miste min inderste passion og dybe længsel. En længsel efter at være. Længslen efter at leve livet udfra værenstilstanden.

Da jeg skulle skrive om værensenergien kom jeg sjovt nok til at tænke på et tidligere job, som jeg havde. Jeg cyklede til og fra arbejde. Forbi en masse rådyr i den vilde natur. Dengang forstod jeg ikke rigtig betydningen af den dybe længsel jeg mærkede, når jeg så rådyrene ligge der sammen i friheden, i værensenergien, i det rene nærvær.

Selvfølgelig kan det jo altid diskuteres om rådyret er frit, når det lever i flokken. Når det i ny og næ indhegnes i folden. Det er i og for sig irrellevant, for jeg fik øje på renheden. Værensenergien. Friheden. Og tillod mig at drømme om den. Det inspirerede mig i sidste ende til at skabe mit eget mindset.

Synet af rådyrene mindede mig nemlig om, hvor og hvad vi alle kommer fra. Det fik mig samtidig til at føle stor modstand mod de præstationsorienterede værdier, som styrer vores samfund. Det fik mig til at føle presset indeni. Presset over pligten. Presset over den måde vi driver os selv som mennesker, for at kunne overleve livet i hamsterhjulet. Presset over at se, at vi udvikler halve mennesker i vores samfunds- og uddannelsessystem.

I dag bliver jeg derfor stående i ren tillid til, at det jeg er og tilbyder nok skal blive samlet op på et tidspunkt. Bliver stående i troen og håbet på, at verden er klar til at åbne sig for værenstilstanden. Hvis ikke før, så sidenhen. Jeg har nemlig en stærk fornemmelse af at væredygtigheden er det der på sigt kan redde menneskeheden.

Livskunsten - at bevæge sig ud i livet uden forberedelse, forventninger og filter

Som min mentor Michell Léon Stjernberg engang sagde til mig, med nogle lidt andre ord selvfølgelig, så laver vi mennesker ofte den fejl, at vi tror, at personlig udvikling og performance/kunst er uafhængige af hinanden.

Sagt på en anden måde, så skal vi altså ikke først arbejde med os selv personligt, få et bedre selvværd, elske os selv og så først bagefter begynde at arbejde på vores værk. Vi må i stedet lade smerten og sårbarheden få sit helt eget udtryk i værket. På den måde kan det nemlig få et ægte og stærkt aftryk i verden. Nok også derfor de største kunstnere har fået den succes og substans , som de har, fordi de netop formår at synge, skrive eller male smerten, sårbarheden og de store spørgsmål ind i deres værk.

I mit tilfælde så føler jeg også, at jeg må gå ud i verden med ligepræcis den sårbarhed og smerte som jeg bærer. Møde mig selv og verden ud fra lige netop den præmis. Uden forberedelse. Uden forventninger. Uden filter. Og så vente og se, hvad der sker. Lige her folder livskunsten sig for alvor ud for mig. Lige her står jeg i den allerstørste usikkerhed i mig selv, fordi jeg ikke ved, hvad der sker. Lige her slipper jeg altså også alt kontrol og overgiver mig tillidsfuldt til livet med det jeg er inderst inde.

Når alt kommer til alt, så føler jeg ikke, at jeg kan gøre andet. For det er min måde at vende sårbarheden i mig til min allerstørste styrke. Vende frygt og angst til livsglæde. Vende modstand mod livet til åbenhed.

På samme måde er jeg også nødt til at indarbejde sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet, når jeg skriver. Kun sådan opstår det rene flow i mig. Kun sådan får jeg adgang til min unikke ånd. Kun sådan kan jeg mærke mig selv, når jeg skriver. Uden dette perspektiv, så bliver det ganske enkelt hult, overfladisk, intetsigende og værst af alt ikke min egen stemme.

Når jeg sætter intentionen der, så er det ikke sådan, at jeg ikke skelner mellem min egen og andre menneskers følelser og tanker. For når jeg tillader mig selv at være med det der er i mig, så sætter jeg mig selv fri. Større professionelt ansvar kan jeg ikke tage.

Som jeg ser det, så fletter jeg blot ny tids energi sammen med det at være professionel. Det personlige, menneskelige og autentiske.Den  normative måde at gøre det på er nok en del anderledes.Sjovt nok, så har jeg også altid haft modstand på ordet professionel og de dertilhørende værdier. Det har jeg til gengæld ikke med min egen tilgang, for der er jeg bare mig med alt, hvad det indebærer.

Det er i virkeligheden den største drivkraft i mig. For jeg tror nemlig på, at mange unge har brug for at mærke og se den usikkerhed og sårbarhed hos professionelle voksne, så de kan se, at det er ok at være med det der er. Så de på sigt kan slippe præstationsangsten.

Mit håb er, at jeg også selv kan slippe præstationsangsten på denne måde. Gør jeg det, så har jeg i virkeligheden også sluppet samfundets forventninger til, hvordan jeg er professionel. Vigtigst af alt, så har jeg været med til at åbne en dør ind til en anden måde at være menneske på.

Menneskekundskab

I mine øjne så er det et kæmpe problem, at der ikke er et rum i vores uddannelsessystem, hvor vi sammen kan tale om alle de udfordringer, vi støder på i livet rent menneskeligt, mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt.

For når vi ikke kan det, så er det ofte op til den enkelte selv at finde ud af, hvordan han/hun skal håndtere det ikke at vide. Sårbarheden. Usikkerheden. Angsten. Hvad der er vigtigt i livet. Hvilke værdier der er værd at forfølge. Hvordan vi kan behandle os selv og andre godt. Hvordan vi kan blive modstandsdygtige mod samfundets og ungdommenskulturens krav og idealer. Et pænt stort ansvar for et skolebarn eller en ung studerende, hvis du spørger mig.

Et præstationsfrigørende rum

Men hvilke principper hviler menneskekundskab så i grunden på? Man skulle tro, at det var terapi. Det er det  imidlertid ikke. Det er til gengæld et præstationsfrigørende rum. Et rum hvor der er plads til at være. Være med facaden. Være med lige det, der føles rigtigt for den enkelte. Være med sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. I ren ufordømmenhed.

Jeg tror nemlig på, at det er i dette spændingsfelt, at den enkelte i samværet med andre ligesindede unge bliver healet, får accept af sig selv, og genvinder livsglæde, retning og mening i livet.

For i det øjeblik, der ikke bliver stillet krav og forventninger, så sker der noget ganske særligt og magisk. Det var sådan jeg selv fik lyst til at tage ansvar for eget liv. Det er således også sådan jeg selv har erfaret at kunne hjælpe andre mennesker til at tage ansvar for deres liv.

Jeg har derfor ikke fokus på at styre, fixe og føre den enkelte tilbage til fortiden. Hvis den enkelte selv vælger at dele sider fra sin egen fortid, så understøtter jeg selvfølgelig denne del og lader bevægelsen være fundament for hele gruppens dynamik.

Den bagvedliggende intention- følelsen af ikke at vide

Den bagvedliggende intention med støttegrupperne er netop at være rollemodel for at lade sig lede af værenstilstanden og følelsen af ikke at vide.

Med andre ord, så er det mit fokus i grupperne. For kun sådan kan jeg gribe det der er i rummet. Gribe det der rører sig i mig, i den enkelte og i gruppen som helhed. Kun sådan kan jeg skabe mulighed for at alle i rummet kan slippe kontrollen og sætte sig selv fri.

I den forbindelse er jeg særligt inspireret af mantraerne: "What´s in the way is the way" og "All is wellcome."(På dansk: "hvad der er vejen, er vejen." og Alt er velkommen)Mantraer som jeg lærte på et Silent retreat på Hawaii med livsvejlederen Mary ó Malley for en del år siden. Mantraer som jeg har ladet mig inspirere af lige siden til at komme dybere ned i hjertet, selvaccepten og værenstilstanden. (Jeg uddyber oplevelsen med silent retreat i et fremtidigt nyhedsbrev, for indsigerne herfra er meget dybe og har derfor stor betydning for det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet og faget menneskekundskab)

Men for at forstå principperne bag "What´s in the way" og "All is welcome" bedre, ja så skal usikkerheden  fx. ikke børstes væk til fordel for at udvikle en falsk selvtillid. Den skal have plads, mødes og accepteres, fordi den er naturlig. Den bor nemlig i os alle. Nogle er blot mere øvede i at skjule den. Indimellem er der en fortælling, der må fortælles med andre som vidne, for at den kan slippe. Det sker imidlertid altid ud fra en naturlig og frivillig præmis.

Eksperimerende fundament- innovation

Støttegruppen hviler dybest set på et eksperimenterende fundament. Dette fokus åbner nemlig for innovationen. Det giver plads til erfaringen og fejlene med sigte på at udvikle et stærkt og bæredygtigt koncept til uddannelsessystemet.

Samtidig understøtter det filosofien om det hele menneskes udvikling på smukkeste vis. Netop fordi jeg som facilitator går ind i rummet med det der er i mig og med det jeg er som menneske, ligesåvel som de unge gør. Igen alt er velkommen. Og ligeværdet er altafgørende.

Alle værdierne som jeg tager med mig ind i rummet bygger derfor dybest set på den forandring jeg gerne vil se i verden.