"Jeg ved det ikke, og det er helt ok"

Det er mere eller mindre almindeligt, at vi mennesker bliver bange for det ikke ikke at vide. Langt hen ad vejen, så gør det os usikre. Så usikre, at vi i mange tilfælde kommer til at tvivle på os selv. Så meget, at vi måske en dag mister tilliden til os selv. Tilliden til andre mennesker. Tilliden til livet.

Mange vil måske mene at usikkerheden kommer fra det at have et dårligt selvværd. Sådan ser jeg det imidlertid ikke, for med denne forståelse bliver vi ofte fastlåste i vores udvikling og identitet.

Formår vi til gengæld at anerkende, at usikkerheden er det, der gør os til mennesker. At det er den, som får os til at føle os levende. Levende fordi vi rent faktisk tillader at mærke os selv og usikkerheden. Så sker der noget helt andet.

For så får vi nemlig adgang til accepten af os selv.Vores dybe selvværd. Der hvor vi er nok, bare fordi vi er. Så slipper vi gradvist mere og mere kontrol.  Så åbner vi os samtidig for, at vi ikke altid har svarene. Så forstår vi til gengæld, at vi må vente i tålmodighed på det svar, der er naturligt for os, i modsætning til at tilpasse os, handle, tænke og kontrollere os ud af situationer, som gør os usikre.

Bedst af alt, så begynder vi at se idéen i at være. Være i ren tillid.

Først her skaber vi plads til, at vi kan udfolde vores sande natur og lytte til vores indre stemme. Så vi for alvor kan begynde at smide masken, åbne hjertet, sætte livsangsten, dødsangsten, præstationsangsten og den sociale angst fri. Alt det, der i virkeligheden har forhindret os i at leve et liv i nuet, glæden og lyset.

Usikkerheden og tvivlen er naturlig

For mig er det at være usikker blevet mere naturligt. Det betyder ikke, at jeg ikke også bliver bange, når livet viser sig fra en side, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, hvilken vej jeg skal gå, hvilke valg jeg skal træffe, og hvor jeg skal lægge mit fokus. Selvfølgelig gør jeg det. For jeg er bare et menneske. Som så mange andre er jeg derfor også disponeret til at ville styre og kontrollere.

Nej, det betyder såmænd blot, at jeg anerkender usikkerheden og det ikke at vide, som en naturlig del af livet. Som en naturlig del af det at være menneske. Som en naturlig del af sårbarheden. Forener jeg disse ting med hinanden, ja så står jeg lige pludselig med en helt unik styrke. En indre styrke, som jeg kan bruge aktivt til at skabe værdi i vores samfund. Værdi fordi jeg indirekte og direkte skaber plads til det hele menneskes udvikling i vores samfunds- og uddannelsessystem.

Nok også derfor jeg så aktivt og hudløst ærligt deler det sårbare. Det smertelige. Det autentiske. Ikke blot fordi jeg ønsker at blive set. Men fordi det er naturligt for mig at være åben, ærlig og dyb. Derfor er det også mit største ønske at være i verden uden facaden og leve fuldt ud, som den jeg er inderst inde. Og herigennem være en rollemodel for lige præcis det.

I virkeligheden så længes jeg måske også selv efter, at flere mennesker har mod på og lyst til at dele mere af deres autentiske selv. For på den måde kan vi stå sammen om at skabe plads til det hele menneskes udvikling i vores samfund som en naturlig modvægt til det perfekte, retoucherede, falske og præstationsorienterede.

Jeg har en stærk fornemmelse af, at mange mennesker længes efter at være. Være i sig selv. Være sig selv. Være sig selv uden masken. Måske endda uden egentlig at være bevidst om det.

Meget sygdom, stress, angst og depression opstår som jeg ser det, netop fordi vi som mennesker tror, at vi skal være, gøre og sige noget, som dybest set ikke er naturligt for os.

Emnet er altså højaktuelt i debatten om, hvordan vi kan forebygge den stigende mistrivsel blandt unge. Og særligt relevant, hvis vi ønsker at uddanne hele mennesker.

Lige præcis derfor har jeg valgt at skrive et nyhedsbrev om det ikke at vide med titlen: "Jeg ved det ikke, og det er helt ok"

(NB: nyhedsbrevet er ekstra langt, men også ekstra dybt og indsigsfuldt. Det kan derfor godt anbefales at tage det ind langsomt og evt. i bidder. I af jer, der kender mig personligt, griner måske lidt af mig, for i ved, at jeg aldrig har kunne begrænse mig. Det lærer jeg nok en dag. Altså at chunke. Men det vigtigste er dog, at jeg tillader mig selv at være og skrive i et frit flow. For på den måde, så er jeg nemlig tro over for mig selv og i sidste ende også filosofien om det hele menneskes udvikling. )

Frygten for ikke at vide

Når jeg tænker mig om, så har jeg altid været i kontakt med en dyb følelse af det ikke at vide.

Ikke at vide, hvad jeg skulle sige i det sociale, i skolen, på uddannelsen og på arbejdspladsen. Ikke at vide, hvad jeg skulle uddanne mig til, og hvilket arbejde jeg skulle have.