"Jeg ved det ikke, og det er helt ok"

Det er mere eller mindre almindeligt, at vi mennesker bliver bange for det ikke ikke at vide. Langt hen ad vejen, så gør det os usikre. Så usikre, at vi i mange tilfælde kommer til at tvivle på os selv. Så meget, at vi måske en dag mister tilliden til os selv. Tilliden til andre mennesker. Tilliden til livet.

Mange vil måske mene at usikkerheden kommer fra det at have et dårligt selvværd. Sådan ser jeg det imidlertid ikke, for med denne forståelse bliver vi ofte fastlåste i vores udvikling og identitet.

Formår vi til gengæld at anerkende, at usikkerheden er det, der gør os til mennesker. At det er den, som får os til at føle os levende. Levende fordi vi rent faktisk tillader at mærke os selv og usikkerheden. Så sker der noget helt andet.

For så får vi nemlig adgang til accepten af os selv.Vores dybe selvværd. Der hvor vi er nok, bare fordi vi er. Så slipper vi gradvist mere og mere kontrol. Så åbner vi os samtidig for, at vi ikke altid har svarene. Så forstår vi til gengæld, at vi må vente i tålmodighed på det svar, der er naturligt for os, i modsætning til at tilpasse os, handle, tænke og kontrollere os ud af situationer, som gør os usikre.

Bedst af alt, så begynder vi at se idéen i at være. Være i ren tillid.

Først her skaber vi plads til, at vi kan udfolde vores sande natur og lytte til vores indre stemme. Så vi for alvor kan begynde at smide masken, åbne hjertet, sætte livsangsten, dødsangsten, præstationsangsten og den sociale angst fri. Alt det, der i virkeligheden har forhindret os i at leve et liv i nuet, glæden og lyset.