Kontakten til sårbarheden skaber indre robusthed og livsglæde

Kontakten til sårbarheden skaber indre robusthed og livsglæde
Photo by Zac Durant / Unsplash

I dette nyhedsbrev bevæger jeg mig helt bevidst ikke ned i de dybere lag. Jeg sætter i stedet intentionen et andet sted. For nylig stødte jeg nemlig på et meget betydningsfuld forskningsprojekt og en lige så spændende empiri. Som for mig at se aktualiserer og understøtter vigtigheden i at menneskekundskab kommer på skoleskemaet.

For det er netop i kontakten til sårbarheden, at vi som mennesker skaber den indre robusthed og livsglæde, som vi har brug for i forhold til at håndtere livets mange svære udfordringer. Det er det, der gør os modstandsdygtige imod samfundets stigende præstationspres og ungdomskulturens hule normer og værdier. Det er det, som forebygger mistrivsel og afholder os fra at gå ned med stress, angst, depression og lign. Det er det, som styrker og støtter vores selvværd. Det er det, der gør, at vi udvikler os til hele mennesker.

Når vi accepterer vores sårbarhed og står ved den, så sker der nemlig noget ganske mirakuløst. For vi bliver ofte mere levende, lette og frie indeni. Frie til at være og udfolde den vi dybest set er. Frie til at mærke den ægte indre livsglæde. Den som vi alle dybest set længes efter at få kontakt til i et samfund, som synes mere og mere substansløst.

Photo by Ameer Basheer / Unsplash

Hierakiers betydning for unges mistrivsel

Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, hvad der sker med de unges trivsel og identitetsudvikling, hvis ikke de har et rum i skolen, hvor de får mulighed for at tale om sårbarheden?

Det er i særdeleshed et problem, hvis vi kigger nærmere på dannelsen af de sociale fællesskaber. I praksis så står mange unge nemlig alene om at håndtere det at være i fællesskabet. Det er der mange årsager til. Uskrevne regler om, at de ikke må blande de voksne ind i konflikterne er en af dem. For hvis de gør det, ja så risikerer de såmænd at blive tildelt en såkaldt "stikker" identitet. Som straf falder de i hierakiet eller ekskluderes måske endda helt fra fællesskabet.

Hvem ved, måske er det lige præcis derfor, at så mange unge lider i stilhed, fordi de netop afholder sig fra at ytre sig åbent om, hvor svært det egentligt er at navigere i det sociale. Måske er det i virkeligheden også grunden til, at der findes så mange fortællinger om eksklusion, mobning, ensomhed og mistrivsel allerede i daginstitutionen og grundskolen? For hvis der sjældent eller aldrig bliver spurgt nysgerrigt og indfølende ind til, hvordan det føles  at være den laveste eller den højeste rangerede i hierakiet. Ja så får de svære følelser og tanker i sidste ende lov til at ulme i det ubevidste, som en underliggende bevægelse, der fremtvinger den aller stærkeste frygt, sårbarhed og forkerthed i den enkelte.

Det rejser dermed en lang række af  spørgsmål. For har vi som voksne de redskaber, der skal til for at hjælpe og støtte vores børn og unge til at indgå i fællesskabet på kryds og tværs af hierakierne? Har vi tilstrækkelig med viden om de dynamikker, som finder sted i fællesskaberne? Og kan vi overhovedet få adgang til at hjælpe dem med at bryde de fastlåste og dysfunktionelle gruppedynamikker?

Greece padlocked fence
Photo by Jason Blackeye / Unsplash

Uanset hvad, så er det nærliggende at undersøge,hvilken betydning hierakierne har for udvikling af mistrivsel blandt de unge.

Det har Christine Leonhard Birk Sørensen, som er Ph.d studerende hos Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Gødstrup i Midtjylland netop gjort sig nogle meget interessante fund omkring i sit ph.d. projekt "Bedre mental sundhed i ungdommen". Et forskningsprojekt der løber frem til 2026, (støttet med fem millioner kroner af Sygeforsikringen ”danmark”),som undersøger, hvordan mentalt dårligt helbred og stress blandt unge bedst muligt kan forebygges.