Lyset i os alle
Min mand sagde i sidste uge kærligt til mig, at jeg jo kunne overveje, om der ikke i mit næste nyhedsbrev skulle være et forsidebillede med mere lys på, da billedet fra sidste nyhedsbrev for nogle måske kunne virke meget mørkt, dystert og skræmmende. Dermed mente han, at jeg jo nødigt skulle risikere, at folk troede, at det var mørket, jeg dyrkede. Velvidende om at han ved, at lyset er det, der driver mig.
Jeg er taknemmelig for kommentaren. Det fik mig til at reflektere dybere over, hvor vigtigt det er, at vi mennesker rent faktisk formår at stille skarpt på lyset. Lyset i os selv. Lyset i os alle. Lyset på vores jord. Særligt i denne tid, hvor mørket kommer op til overfladen på så mange planer.
Set i lyset af min mands kommentar, så vidste jeg bogstaveligt talt allerede i sidste uge, at lyset skulle være omdrejningspunktet for denne uges nyhedsbrev. Jeg vidste imidlertid ikke, hvilken indgangsvinkel det ville få. Det skulle livet sidenhen vise mig. Livet i sin aller skrøbeligste facon vel at mærke.
Liv og død- at være med det der er
Lørdag fik min far nemlig hjertestop på vej i en bus til sølvbryllup. Bare det at skrive det er surrealistisk, helt ubeskriveligt sårbart og følsomt. For teknisk set, så var han jo død. Heldigvis kun teknisk.
En heltemodig mand havde uden tøven givet ham professionel hjertemassage lige indtil ambulancefolkene kom. Det lykkedes dem dernæst at genoplive ham, hvorpå han blev fløjet med helikopter direkte til hasteoperation. Min mor ringede og fortalte mig, at hun havde været på sidelinjen af det hele. Fortællingen er derfor både chokerende, hjerteskærende og samtidig ufattelig mirakuløs.
For han var ikke uden ilt på noget tidspunkt. Derfor ser det hele yderst lovende ud i dag. Vi har kontakt med ham, han kan kende os, og hans bevægelser er naturlige. Nu venter der blot en lang periode med restitution, behandling og genoptræning.
Summa summarum, så er vi alle optimistiske. Der er håb forude. Han skal nok klare den. For han er en fighter og han vil livet. Jeg selv er ikke i tvivl om, at nogen eller noget har holdt hånden over ham. Nu er jeg sjovt nok også af den skole, som tror på, at der findes noget, der er større end mig selv. Og lige i det tilfælde her, når døden kommer så tæt på, er det en helt enorm styrke at trække på.
Sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet
Som I jo nok allerede ved, så kan og vil jeg ikke foregive noget længere. Derfor må denne mere personlige oplevelse nødvendigvis også naturligt indgå som inspiration i mit nyhedsbrev. For det er jo det der er i min bevidsthed.
I skrivende stund sidder jeg derfor på et hotelværelse ved siden af hospitalet, og skriver på livet løs på et forsinket nyhedsbrev som en konsekvens af denne livs omvæltende oplevelse. En oplevelse som for evigt vil minde mig om, hvor skrøbeligt og værdifuldt livet er på én og samme tid.
Oplevelsen har nemlig bragt mig ned i de dybeste afkroge af mig selv. Sagt på en anden måde, så har jeg kigget frygten og den dybeste smerte direkte i øjnene. Frygten for at miste min far. Frygten for at jeg ikke fik sagt farvel. Frygten for at han ikke var den samme, når han blev genoplivet. Frygten for at jeg ikke ville få kontakt med ham igen. Frygten for at jeg aldrig ville mærke hans kærlige ånd, nærvær og helt specielle livsglæde igen. Frygten for ikke at kunne se lyset og livsgnisten i hans øjne. Frygten for aldrig at kunne snakke, som vi altid har snakket. Frygten for aldrig at mærke hans humor og høre hans helt specielle grin. Ja sådan kunne jeg blive ved og ved.
Lige midt i dette surrealistiske vakum af et livsøjeblik, så har jeg imidlertid også lært at favne frygten og smerten fra det inderste af mit lys. Oplevelsen har i sidste ende givet mig fornyet tillid og kærlig til mig selv, mine aller nærmeste og livet i sin rene eksistens. Større bliver det næsten ikke.
For når jeg kigger på min far i hospitalssengen er jeg dybt taknemmelig. Taknemmelig for alle vores minder, alt det vi har delt, for det livsvidne han er og altid vil være. Jeg er taknemmelig for, at han er lige her i sind, krop og ånd. Så jeg stadig kan give ham et kram, grine med ham og dele stort og småt.
Nå det så er sagt, så sender jeg ham dyb medfølelse med den nærdødsoplevelse han har haft med de fysiske og psykiske smerter han har, og nu fortsat må bearbejde. Jeg er samtidig meget rørt over at mærke den store kærlighed min mor har til min far. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor stor en smerte og frygt det måtte aktivere at stå ansigt til ansigt med at miste sin elskede på så chokerende vis. Hun fortjener derfor ligeledes den største medfølelse.
Den livslektie jeg har fået den sidste uges tid omkring liv og død har personligt fået mig til at værdsætte mit eget lys i endnu højere grad. Jeg har fået bevidsthed på, hvor meget mit lys kan hjælpe mig, når livet virkelig gør ondt. Når det føles helt og aldeles umenneskeligt, uforudsigeligt, skrøbeligt og uhåndterbart. Når frygten overtager alt i mig. Når smerten bliver ubærlig.
Manglende bevidsthed på lysets healende kraft
Mange mennesker ved imidlertid ikke, at de bærer et helt unikt lys indeni. Bag mørket og smerten. Bag alle følelserne, tankerne og overbevisningerne. Bag historien.
Sagt på en anden måde, så er de ofte magtesløse i forhold til at håndtere deres følelser og tanker i relationen til sig selv, andre mennesker og livet som helhed.
For livet har dybest set lært dem, at de er deres følelser, tanker og historie. Eller det er de i hvert fald blevet indoktrineret til at tro igennem deres opdragelse og kultur. Derfor er det heller ikke så underligt, at de ofte fortaber sig i deres historie, i følelseshavet eller i tankernes magnetiske favn. De tror nemlig, at det er sådan det er at være menneske. Uvidende om, at de rent faktisk kunne leve et helt andet liv. Hvis altså bare de for alvor forstod betydningen af at lade sig lede af værenstilstanden, lyset og kærligheden i sig selv.
Jeg ved det, for jeg har selv været styret af mine følelser, tanker og historie i så udpræget en grad, at jeg ikke kunne finde vej i livet.
Uden bevidsthed på lysets healende kraft, så er vi dybest set overladt til mørkets altopslugende kraft. Overladt til at møde os selv og andre med en energi, som fører os længere og længere ned i mørket. Længere og længere ind i det ubevidste land. Et land, som aldrig rigtigt føles som et hjemland.
Uden bevidsthed på lysets kraft, så kan vi nemlig ikke favne og transformere mørket. Så lever vi i stedet i et tåget landskab uden at være rigtig vågne. Ja så famler vi os i virkeligheden i blindhed igennem livet.
Igennem mørket og smerten når vi ind til lyset
Det smukke er imidlertid, at det er igennem vores mørke og smerte, at vi når ind til lyset. Frygten styrer os ofte ubevidst, for vi har en tendens til at undertrykke den i vores daglige liv. Men når vi udsættes for traumatiske livsbegivenheder, så er dette ofte ikke muligt. Så kommer den nemlig op med lynets hast og overvælder os i en grad, hvor vi næsten ikke kan være i os selv. Sorgen og smerten ligger samtidig lige rundt om hjørnet og venter. Når krisen for alvor rammer, er vi derfor ofte mere åbne for at føle og se på frygten, sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet.
På den måde bringer traumatiske oplevelser og sorgen os altså ofte nærmere lyset, glæden, kærligheden og taknemligheden. For dem vi har kær, dem vi har mistet, og dem vi lige ved og næsten har mistet. Hvis altså bare vi har modet og viljen til at omfavne processen med alt hvad det indebærer.
Sådan oplever jeg det i hvert fald. Nok også derfor jeg føler, at det er så livsgivende at skrive om de sider i livet og i mig selv, som har forvoldt mig så meget smerte. For når jeg gør det, så skriver jeg fra det dybeste af mit lys. Det dybeste af min ånd. Når jeg gør det, så omfavner jeg samtidig mørket og smerten med kærlighed, medfølelse og accept. For hver gang dette sker, så løfter jeg mig dermed mig selv dybere ind i lyset. Sådan føler jeg mig som et helt menneske.
Min skrivestil- et spadestik dybere
Som i nok har bemærket, så har jeg det sidste stykke tid bevæget mig ind i et andet spor rent skrivemæssigt. Det er sket helt naturligt. Jeg har nemlig fulgt min indre stemme, og den vil gerne et spadestik dybere hen imod den personlige udvikling.
Det betyder imidlertid ikke, at jeg ikke også vil skrive om de tendenser, som jeg ser i vores samfund, hvad angår uddannelsessystemets påvirkning af unges identitetsdannelse. Det betyder blot, at jeg tillader mig selv at gå med flowet i mig selv til det højeste bedste.
Jeg håber, at mine nyhedsbreve giver dig inspiration til at blive et helt menneske på den ene eller anden måde. Det er i hvert fald min intention at skabe mulighed for dette.
Husk at du altid er velkommen til at skrive, hvis du har spørgsmål, kommentarer eller feedback. Jeg værdsætter altid dialogen udefra, og betragter den som et springbræt til at kunne udvikle mig yderligere menneskeligt såvel som fagligt.