Min plads i livet

Jeg husker meget tydeligt, hvor svært det var for mig at være ung og blive voksen. Jeg længtes efter at blive set. Set i min smerte. Set i mit lys. Så jeg kunne blive et helt menneske og finde min plads i livet.

For jeg vidste ganske enkelt ikke, hvad jeg skulle stille op inderst inde, hvad meningen med livet var, og hvordan jeg skulle forholde mig til de mange livsvalg.

Jeg havde nemlig aldrig rigtig lært at håndtere mine følelser og tanker. Hverken i skolen eller derhjemme.

Derfor søgte jeg også ind på forskellige uddannelser, som jeg dybest set ikke var klar til rent menneskeligt. Noget skulle jeg jo vælge. Det fortalte samfundsnormerne mig i hvert fald.

Præstation, perfektionisme, pligt og pres

Dengang troede jeg, at livet handlede om at vise, at jeg havde styr på mig selv. Jeg lærte derfor meget hurtigt, hvordan jeg kunne gemme mit inderste jeg bag den glade og pleasende teatermaske.

På overfladen så det altså ud som om, at jeg havde styr på livet. Men når alt kom til alt, så fortrængte jeg sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Alt det, der i virkeligheden gjorde mig til menneske.

‌Jeg var således altid på vej videre i min bevidsthed. Altid et skridt foran min krop. Aldrig rigtigt tilstede i mig selv. For hvad end så meningen med livet var, så jagtede jeg mentalt og fysisk altid en anden virkelighed. Jeg jagtede det perfekte, hvad end det så var.

Uden helt at vide det, havde jeg altså takket ja til et liv fyldt med præstation, perfektionisme, pligt og pres.

Spiseforstyrrelsen og ensomheden

Sådan tog spiseforstyrrelsen stille og roligt form i mit liv. Med den kunne jeg lige pludselig kontrollere mine følelser, tanker og livet som helhed.

Inden i mig rasede den indre splittelse, ubevidste stresstilstand og det følelsesmæssige kaos imidlertid. Jeg var fanget i mit eget edderkoppespind, i en indre følelsesmæssig tåge, som jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme ud af.

‌For mig var det bare sådan det var at være menneske, og jeg stillede ikke rigtig spørgsmålstegn ved, om det kunne være anderledes. I hvert fald ikke højt og til andre. Uden helt at vide det led jeg altså i stilhed.

På den måde, så blev ensomheden min tro følgesvend. For jeg følte aldrig rigtigt, at jeg passede ind i nogle af de samfundsskabte kasser.

Jeg følte mig kvalt i normerne. Kvalt i at skulle tilpasse mig. Kvalt i at leve et liv, som ikke gav mening for mig.

Set i lyset af dette menneskelige pres drømte jeg om en anden verden. En verden, hvor der var plads til hele mig. En verden, hvor jeg kunne føle mig uafhængig og fri til at leve mit eget liv. Uden at være begrænset af samfundsnormernes tunge fodlænker og den tilpasningsdygtige spændetrøje.

‌Min vej tilbage til livet og friheden

Derfor flygtede jeg naturligvis også langt væk fra det etablerede system inden for psykiatrien.

Jeg havde nemlig en klar fornemmelse af, at jeg ville blive låst fast i en fortælling om sygdom resten af mine dage, både af mig selv, og af min omverden, hvis jeg valgte denne vej.

Jeg var imidlertid godt klar over, at jeg havde brug for hjælp, hvis jeg skulle udvikle mig som et helt menneske. Den rette hjælp, hvor jeg på almenmenneskelig vis kunne lære at håndtere mine tanker, følelser og det at være menneske.

Et innovativt livsmindset

Opsat på at finde min plads i livet, begyndte jeg derfor at søge efter en større mening med livet. I den forbindelse stødte jeg på seeren, forfatteren og iværksætteren Michell Leon Stjernberg, som blev min mentor igennem snart 15 år.

Han gav mig håb og gør det stadig. Med hans unikke tilgang til iværksætteri og skrivekunst viste han mig helt nye sider af livet. Sider som var langt mere livsnærende, inspirerende og udviklende, end dem jeg hidtid havde kendt til.

Med ham kunne jeg tale om de store spørgsmål i livet. Om det der gjorde ondt. Om det der betød noget. Om det der kunne gøre en forskel for mig selv, andre og verden.

Han så og støttede mig altså, hvor jeg var rent menneskeligt. Samtidig satte han livet i et større perspektiv, og gav mig plads til at tænke stort. Så stort, at jeg fik naturlig lyst til at tage ansvar for mit eget liv.

På den måde, så var han med til at så helt nye frø i min bevidsthed. Frø som støttede mig i at vokse naturligt. Frø som ledte mig tættere og tættere på mit eget lys. Ligesom solsikken der dag for dag folder sig ud. Som vokser sig stadig større i sit helt eget tempo. Med en evig bevægelse hen imod solens dybe livsnæring.

Ved hjælp af hans kampkunst-koncept; "Way of 10.000 hands", skrivekurset;"Words of transformation" og et topprofessionelt iværksætterforløb udviklede  jeg derfor over en dyb kontakt til min sande natur og indre stemme. Senere gik det op for mig, at jeg havde skabt et helt nyt innovativt livsmindset.

‌Lysglimt i min ungdom

Undervejs tog jeg en uddannelse som coach og terapeut. Mødet med mange ligesindede kvinder bekræftede mig på healende vis i, at der ikke var noget galt med mig. Men at jeg blot måtte tage hånd om sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet.

Noget jeg for alvor gjorde på et silent-retreat på Hawaii med den vise og kærlige livsvejleder Mary O Malley. For her lærte jeg at åbne mit hjerte og møde alt i mig selv med accept, medfølelse og kærlighed igennem mantraet;"what's in the way is the way".

Som så meget andet i min ungdom, delte jeg denne  oplevelse med min gode barndomsveninde Maria Freja Patterson Mikkelsen. Altid var hun der for mig, når livet var svært. Altid kunne vi grine sammen fra det inderste af vores hjerter, og heale det som gjorde ondt. Som når vi tog på Jensens bøfhus og spiste os mætte i både salat- og isbar, mens vi på højlydt vis vendte verdensituationen.

Sådan var der heldigvis også mange gode oplevelser af ægte nærvær, livsglæde og frihed i min ungdom. Lysglimt der aldrig helt kunne slettes fra min bevidsthed i hjertet.

Tiden på pædagogseminariet var et af disse lysende øjeblikke. For her gik alt ligesom op i en højere enhed. Jeg mødte de mest fantastiske mennesker, som så mig for den jeg var. Sammen forelskede vi os i dramaen. I dette kreative univers kunne vi nemlig grine, være, skabe og udleve alle sider af os selv. Som var det et frirum fra livet i sin mere traditionelle form.

‌Mit åndehul

Med dramaen fik jeg dermed genskabt kontakten til det intuitive og fantasifulde legebarn i mig selv. Det gav mig i sidste ende troen på, at jeg kunne udvikle mig som et helt menneske, hvis altså bare jeg forfulgte dette kreative spor i livet.

Skrivekunsten blev sidenhen mit foretrukne og mest naturlige værktøj i livet. I dette univers var der plads til hele mig. Sammen med meditationen og yogaen fandt jeg altså det åndehul, som jeg altid havde længedes efter. Et åndehul som kunne give mig indre frihed, klarhed og forbinde mig med mit højere selv.

Kærligheden i mit liv

Som kronen på værket mødte jeg kærligheden i mit liv, Asger Leopold Christensen. Han så, accepterede og elskede mig for den jeg var inderst inde. Sammen fik vi den familie, som vi altid havde drømt om. Oven i hatten, så var hans mor, Hanne Leth sjovt nok terapeut. En meget vis, omsorgsfuld og kærlig én af slagsen. Hun hjalp mig af med den dybe smerte, som jeg bar rundt på, og gav mig et trygt fundament at hvile på.

Med tiden kunne jeg derfor stille og roligt flytte mig væk fra de destruktive overlevelsesmønstre, som spiseforstyrrelsen efterlod mig med. For det eneste, der i virkeligheden betød noget, var at overgive mig til den ubetingede indre frihed, som jeg havde været foruden igennem så mange år af mit liv.

‌Den sande prøve

Den sande prøve kom imidlertid, da jeg studerede pædagogisk psykologi på universitetet. Her stod jeg pludselig igen ansigt til ansigt med sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Jeg befandt mig nemlig midt i et åndsforladt indlæringsunivers, hvor alt handlede om præstationen, resultaterne og karaktererne.

Det blev derfor hurtigt klart for mig, at jeg måtte finde min egen vej igennem uddannelsen, så jeg kunne holde fast i min naturlige nysgerrighed efter at lære. Gjorde jeg ikke det, så ville jeg inden længe påny miste kontakten til mig selv.

Heldigvis stod den lysende engel af en vejleder Dorthe Degnegaard ved min side. Med sine stærke menneskelige værdier, spejlede hun mine styrker og støttede mig på tillidsfuldt vis i at følge min indre stemme. Sådan gik det til, at jeg begyndte at studere det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet. Eller rettere sagt manglen på samme.

Med dette fokus havde jeg fået yderligere retning på mit liv. Vigtigst af alt, så havde jeg lært at hæve mig op over mine følelser.

‌Numerologiens visdom

Da jeg for alvor tog det ansvar på mig, stødte jeg på AnneSophie Carolina Simonsen, som var numerolog. Indtil da havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle skifte mit navn. For jeg havde altid været glad for det jeg havde. Selvom jeg var og er et dybt spirituelt menneske, så troede jeg heller ikke rigtigt på numerologiens visdom dengang.

Mødet med AnneSophie ændrede imidlertid alting. Det hun så, sagde og fornemmede fik på guddommelig vis min historie og mission i livet til at give mening på et helt nyt plan.

Uden helt at kunne forklare hvorfor, så vidste jeg bare, at det var tid til at gå ned ad denne vej. For kun sådan kunne jeg komme til at stå endnu stærkere i mig selv. Så stærkt, at jeg kunne løfte den livsopgave, som jeg var kommet for at løse på denne jord.

Valget om at skifte mit navn til Elizabeth Sofia Viktoria Christensen (kaldenavn, Sofia Viktoria) forstærkede den kompromisløshed og viljekraft, som jeg altid havde haft dybt i hjertet. Det fik mig til at trodse al frygt og angst for omgivelsernes reaktioner. Det fik mig til at træde ind i et helt nyt kredsløb og dybere ind i mit lys. Det fik mig til stå ved min sande natur og indre stemme. Det fik mig til at vælge min egen vej i livet.

Det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet

I dag har jeg derfor sagt fra over for samfundsræset. Et ræs, som kun førte mig længere og længere væk fra mig selv. Et ræs, hvor jeg mærkede så stort et følelsesmæssigt ubehag, at spiseforstyrrelsen blev min eneste udvej. En udvej som kostede mig dyrt på det menneskelige plan.

Min bevægelse igennem spiseforstyrrelsen har til gengæld givet mig en vis tyngde, klarhed og bevidsthed.

Så når jeg kigger tilbage på min historie, ser jeg det igennem et helt særligt filter. Filteret får mig til at stille spørgsmål, som adskiller sig fra det normative. Spørgsmålene peger nemlig væk fra individet og i retning af vores samfunds- og uddannelsessystemer.

For jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan min ungdom ville have set ud, hvis der havde været fokus på det hele menneskes udvikling  i uddannelsessystemet.

Hvis jeg havde haft et rum i skolen, hvor jeg kunne tale om, hvad det gjorde ved mig, når jeg følte mig sårbar, usikker og ensom.

Når jeg kæmpede med at leve op til samfundets og ungdomskulturens høje idealer. Når jeg ikke følte mig lige så perfekt, populær, og pæn som de andre.

Når jeg var helt og aldeles opslugt af præstations- og livs angst. Når jeg ikke kunne finde mening med tilværelsen.

Svaret er for mig indlysende. For så havde jeg højest sandsynligt ikke haft behov for at skjule mit inderste jeg. Så havde jeg nok heller ikke udviklet en spiseforstyrrelse.

Vildt at tænke på, at det måske ville have påvirket min identitets- og dannelsesproces på så massiv og livsforandrende vis.

Forpligtelsen

Set i lyset af denne indsigt, som er vokset ud af min bevægelse i livet, føler jeg mig dybt forpligtet til at være talerør for ungdommen.

Forpligtet til at kaste lys på de dele af samfundets - og uddannelsessystemernes normer og værdier, som forhindrer det hele menneske i at udfolde sig.

Forpligtet til at lave støttegrupper i menneskekundskab, så de unge kan udvikle sig til hele mennesker, mens de uddanner sig.

Forpligtet til at nå ud til politikerne, så menneskekundskab kan komme på skoleskemaet.

Forpligtet til at forebygge den stigende mistrivsel vi ser i blandt unge i dag.

Forpligtet til at følge mit hjerte og min indre stemme.

Igennem disse forpligtelser over for mig selv og de unge har jeg endelig fundet min naturlige plads i livet. Det har givet mig adgang til den dybeste indre ro, kærlighed og livsglæde. I dag er jeg derfor taknemmelig for livet i sin rene eksistens.