Psykisk sårbar eller bare menneske?

Som samfund har vi en tendens til at favorisere, fremhæve og fremelske en bestemt type af mennesker. De udadvendte, de tilpasningsdygtige og dem der trives i det sociale. Både i institutionen, skolen, uddannelsen, på arbejdspladsen og i det private.

Disse karaktertræk bliver således en del af samfundets fortælling om det at være menneske, og dermed også prototypen på det menneske vi gerne vil udvikle.

Den primære forklaringsmodel på mistrivslen

Så når et ungt menneske mistrives, afviger fra normerne og ikke kan tilpasse sig rammerne og det sociale, ja så er vores primære forklaringsmodel som oftest at gribe fat i diagnosen og/eller kategorisere vedkommende som "psykisk sårbar".

Det er der umiddelbart intet galt i. Tværtimod. For ved at yde den nødvendige socialpædagogiske hjælp, og udstikke diagnosen, så kan vi i mange tilfælde hjælpe den enkelte videre i livet. Mange unge og deres familier udtrykker i den forbindelse, at det er forbundet med en stor lettelse at få diagnosen.

Det er derfor helt afgørende, at vi ikke forklejner dette perspektiv, men anerkender det som værende det, der gør, at unge i mistrivsel rent faktisk kan få den hjælp, som de har brug for.

Når det så er sagt, så synes jeg stadig, at der er noget grundlæggende forkert i, at vi har skruet systemet sådan sammen, at de unge er nødt til at få en diagnose for overhovedet at kunne få støtte og hjælp til at håndtere deres følelser, tanker og det at være menneske.

For hvor er forebyggelsen og det almenmenneskelige perspektiv blevet af? Og hvorfor er der ingen, der tænker i disse baner?