Psykisk sårbar eller bare menneske?

Som samfund har vi en tendens til at favorisere, fremhæve og fremelske en bestemt type af mennesker. De udadvendte, de tilpasningsdygtige og dem der trives i det sociale. Både i institutionen, skolen, uddannelsen, på arbejdspladsen og i det private.

Disse karaktertræk bliver således en del af samfundets fortælling om det at være menneske, og dermed også prototypen på det menneske vi gerne vil udvikle.

Den primære forklaringsmodel på mistrivslen

Så når et ungt menneske mistrives, afviger fra normerne og ikke kan tilpasse sig rammerne og det sociale, ja så er vores primære forklaringsmodel som oftest at gribe fat i diagnosen og/eller kategorisere vedkommende som "psykisk sårbar".

Det er der umiddelbart intet galt i. Tværtimod. For ved at yde den nødvendige socialpædagogiske hjælp, og udstikke diagnosen, så kan vi i mange tilfælde hjælpe den enkelte videre i livet. Mange unge og deres familier udtrykker i den forbindelse, at det er forbundet med en stor lettelse at få diagnosen.

Det er derfor helt afgørende, at vi ikke forklejner dette perspektiv, men anerkender det som værende det, der gør, at unge i mistrivsel rent faktisk kan få den hjælp, som de har brug for.

Når det så er sagt, så synes jeg stadig, at der er noget grundlæggende forkert i, at vi har skruet systemet sådan sammen, at de unge er nødt til at få en diagnose for overhovedet at kunne få støtte og hjælp til at håndtere deres følelser, tanker og det at være menneske.

For hvor er forebyggelsen og det almenmenneskelige perspektiv blevet af? Og hvorfor er der ingen, der tænker i disse baner?

Det sansestærke karaktertræk vs. diagnoseperspektivet

Min tilgang til mistrivsel adskiller sig derfor væsentligt fra diagnoseperspektivet. For som jeg ser det, så er rammerne i vores samfund ikke skabt til at rumme det mere sansestærke karaktertræk. Vi medtænker det derfor dårligt nok i vores måde at tænke uddannelse på.

Gjorde vi det, så ville de unge gå i skole 4 dage om ugen. De ville have én restitutionsdag hjemme, korte skoledage, gode lange restitutionspauser. Der ville være fokus på kreativ udfoldelse, yoga, mindfullness og frem for alt inddragelse af faget menneskekundskab. For når alt kommer til alt, så har sansestærke mennesker som regel et ekstra behov for ro, afslapning, at kunne trække sig, og at sætte ord på alle de følelser og tanker, der hører sig til det at være menneske.

Vi er derfor nødt til at skabe et rum for disse aspekter i skolen og på uddannelsen. For hvis ikke vi skaber plads til sårbarheden og anerkender den som en naturlig del af det at være menneske, så vil mange sansestærke unge uundgåeligt falde uden for skolesystemet, og videre ind i det psykiatriske system.

Som det ser ud nu, så understøtter systemet altså en undertrykkelse af det hele menneske. For uanset om vi vælger at kategorisere et menneske som "psykisk sårbar" eller udstikke en diagnose, så kommer vi uundgåeligt til at stigmatisere og begrænse den enkeltes identitetsudvikling. Særligt fordi vi sjældent har fokus på at skabe nye identitets-mæssige spor, som rækker ud over diagnosen.

Det tilpassede menneske - perfektionismens og kontrollens ansigt

Det er måske endda også blevet naturligt for det tilpassede menneske at undertrykke sårbarheden, fordi det ikke er socialt acceptabelt at vise sine inderste følelser i vores samfund. Som konsekvens heraf sætter perfektionismen og kontrollen ind. Tillader vi ikke at udtrykke det vi føler, så begynder vi nemlig langsomt at opbygge et falsk selv. Et selv, som navigerer efter, hvad der er acceptabelt ude i omgivelserne. Et selv, som konstant søger anerkendelsen ude i andre.

I sidste ende så uddanner vi altså mennesker, som ikke har kontakt til sig selv. Når vi ser det igennem dette filter, så er det på sin vis meget godt, at vi ikke alle kan/vil, har mulighed for at tilpasse os systemet og fællesskabet.

Spørgsmål til systemet

Selv er jeg overbevist om, at det stigende antal af unge, der får en diagnose er kommet for at vise os en anden vej. En vej hvor der er mere plads til at være menneske. Et helt menneske vel at mærke.

Mit spørgsmål til systemet er derfor: Er det rimeligt at fastholde det store fokus på diagnoser og sprogbruget "psykisk sårbarhed", uden at sætte fokus på det almenmenneskelige perspektiv i uddannelsessystemet?

Hvorfor ikke i stedet anerkende og skabe plads til det sansestærke karaktertræk i vores uddannelsessystemer? Og dermed fremhæve sårbarheden som værende et symbol på det nye menneske. Et menneske, som er tro over for sig selv, sin indre stemme og sande natur.

På den måde, så kan vi nemlig for alvor begynde at skabe rammerne for den naturlige identitetsudvikling.