Ungdommen i dag

Når jeg kigger på ungdommen i dag, lægger jeg mærke til alle nuancerne. Mange ser ud til at trives på overfladen. En del lever livet med en ukuelig optimisme, fremdrift og tro på sig selv. Mens andre falder ind i statistikken for unge, der helt synligt mistrives.

Den nationale sundhedsprofil, som lige er blevet offentliggjort den 9 marts 2022 viser i den forbindelse at andelen, der scorer lavt på skalaen over mental sundhed er markant højere hos de 16-24-årige end i den øvre befolkning. Hver 6 dansker over 16 år har ondt i livet.

Sundhedsprofilen kommer i kølvandet på Rapporten fra Vidensråd for Forebyggelse (2020): "Mental sundhed og sygdom hos børn og unge i alderen 10-24 år - forekomst, udvikling og forebyggelsesmuligheder."

Den viste at hele 15 procent af børn og unge blev diagnosticeret med psykiske sygdomme, inden de fyldte 18. Et tal som efter sigende er steget kraftigt de sidste 20-30 år. Ikke nok med det, så oplevede færre unge desuden at have høj livstilfredshed, og der var en stigende forekomst af psykiske symptomer som ensomhed samt et stigende forbrug af smertestillende medicin blandt børn og unge.

Det går altså mere end nogensinde den forkerte vej med de unges mentale sundhed og trivsel. Oven i hatten, så er der alle de unge, som statistikken i realiteten ikke favner. Her tænker jeg på de unge, der lider i stilhed. Som forsøger at få livet til at hænge sammen, uden at bede om hjælp.

Nok skal statistikken ses i lyset af coronaens undtagelsestilstand, hvor frygt og uvished har sat sine dybe spor i de unge. Men det ændrer imidlertid ikke på, at vi er nødt til at træffe radikale ændringer i vores samfunds- og uddannelsesinstitutioner, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at vende statistikken til det bedre og få øje på mistrivslen i det skjulte.

Ungdommens tidsånd

De forskellige livsudtryk på samfundsscenen gør det vanskeligt at kortlægge ungdommen som helhed. Men ser vi forbi forskellighederne, er der imidlertid én ting, der binder de unge sammen. De er alle vokset op i en tidsånd båret af de sociale mediers indflydelse.

Det har desværre en betydelig og i mange tilfælde negativ indflydelse på deres identitetsudvikling og dannelsesproces.  

For når det kommer til stykket har  det efterladt dem med et ensidigt fokus på at positionere det perfekte, pæne og positive. På den måde er de blevet forført til at tro, at livet handler om at få ydre anerkendelse og social accept.

Den dybe værenstilstand

Derfor står de måske tilbage i et eksistentielt tomrum med spørgsmålet om, hvad der blev af den barndom, hvor der var plads til at være, føle og handle i overensstemmelse med deres sande natur og indre stemme.

Dengang hvor tiden stod stille. Hvor legen var det primære og mest naturlige livsfundament.

Hvor de klatrede i træer, spillede fodbold med naboens børn, eller faldt i staver over en regnorm i jordens varme muld.

Hvor de mærkede friheden, livsglæden og kreativiteten i sin rene eksistens.

‌Andre gange er de måske ikke engang bevidste om, at de længtes efter at være i kontakt med den dybe værens tilstand.

Længslen i deres øjne er dog  ikke til at tage fejl af. Den er kamufleret bag et tomt blik, som konstant forsvinder ned i telefonens magnetiske favn.

Et karakteristisk billede af en ungdom, som i mange tilfælde lever i fraværet, i flugten fra virkeligheden, nuet og det indre.

Præstation og perfektionisme

Måske ønsker de sig fra tid til anden væk fra et liv, som kræver så ualmindeligt meget af dem. Kræver at de skal præstere. Kræver at de skal leve op til samfundets krav, forventninger og idealer.

Kræver at de uddanner sig og får et arbejde i et tempo, som selv verdens hurtigste løber, Usain Bolt, ikke kan følge med til.

Derfor sætter de som oftest jagten ind på at erhverve sig en akademisk uddannelse med topkarakterer, et meningsfuldt studiejob, et aktivt socialt liv, regelmæssig træning og det perfekte ydre.

For det er nærmest blevet en menneskeret at kunne sætte flueben ved en lang række præstationer, for at være tilfreds med sig selv.

Alene af den grund opdager de måske aldrig helt, at de i virkeligheden higer efter at mærke roen i sig selv. Eller støjen i mange tilfælde. En vej, hvor de ikke behøver at flygte fra sig selv.

Værst af alt bebrejder de sig selv. Når de ikke føler, at de slår til i livet. Når de ikke ved, hvordan de skal leve livet, uden at presse sig selv indefra.

Under overfladen gemmer der sig således ofte en følelse af dyb meningsløshed, en kolossal eksistentiel smerte og menneskelig byrde.

Individets ansvar

Jeg forstår det faktisk godt. Som samfund sidestiller vi nemlig ofte det at have det svært i livet med psykisk sårbarhed, psykisk sygdom og psykiske diagnoser.

Dette massive fokus på individet er desværre med til at farve det filter, vi ser de unge igennem. Det påvirker i sidste ende også fortællingerne om de unges mistrivsel.

Dermed er vi tilbøjelige til at lægge ansvaret over på den enkelte, når det drejer sig om at forstå tendenserne bag ungdommens præstations - og perfekthedskultur.

Jeg kan derfor godt være i tvivl om, hvorvidt vi egentlig prøver at forstå, hvorfor de unge føler så stort et pres. Med indfølelse, medfølelse og accept af, at det kan være virkeligt svært at være ung i et præstationsorienteret samfund.  

Uden at falde i den velkendte grøft, hvor vi griber fat i diagnosen og sender dem videre til coachen, psykoterapeuten samt psykologen. Eller ordinerer lykkepiller og betablokkere til dem, i et ofte misforstået forsøg på at hjælpe.

For på den måde, så handler det i bund og grund kun om at fixe deres individuelle problemer, de følelsesmæssige svigt fra barndommen og det dårlige selvværd.

Alt sammen så de kan tilpasse sig samfundet og uddannelsessystemet på ny.

‌Et samfunds - og uddannelsesmæssigt brist

Diagnosen hjælper helt sikkert også individet, for den kan være med til at skabe en ro og accept af ens livssituation. Frem for alt, så skaber den synlighed om, hvilken hjælp, der er brug for.

Jeg mener imidlertid ikke, at diagnosetilgangen kan stå alene. I hvert fald ikke uden at have plantet flaget, der hvor det hører til. I sidste ende så ser vi nemlig ikke, at vi rent faktisk svigter de unge, når vi som samfund ikke skaber et fundament for, at de unge kan udvikle et sprog for det at være menneske, mens de uddanner sig.  

Vi efterlader dem i stedet alene med sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Værst af alt, så retter vi blikket mod den enkelte, når mistrivslen opstår.

Det er derfor på tide, at vi fortæller de unge om dette samfunds- og uddannelsesmæssige brist. Så vi kan værne om deres identitets - og dannelsesproces. Så vi kan fjerne noget af den byrde, de bærer på. Så de kan skabe en ny fortælling om sig selv og falde til ro i deres indre, fordi de er blevet healet.

Healet fordi de ikke længere vender skylden, skammen, ansvaret og presset indad. ‌‌Healet fordi de har indset, at samfundet er med til at føre dem på vildspor rent menneskeligt, fordi der ikke er fokus på det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet.