Vurderingen, bedømmelsen og dommen af mennesket

Jeg drømmer om en verden, hvor vi alle har indre og ydre frihed til at være dem vi dybest set er. En verden hvor der er plads til forskelligheden. Hvor unikheden, væredygtigheden og livsglæden fremelskes både inden og uden for systemerne.

Hvor vurderingen, bedømmelsen og dommen erstattes af anerkendelsen, accepten og respekten for det enkelte menneskes udvikling. Hvor tillid, åbenhed, nysgerrighed, inspiration og medmenneskelighed bliver bærende i forhold til den måde vi kommunikerer, møder og behandler os selv og hinanden på.

På den måde kan vi nemlig sætte os selv og hinanden fri til at vokse naturligt. Vokse så vi udvikler os til hele mennesker. Vokse så vi med tiden kan opløse alt sygdom, mistrivsel, mørke og ufred. For kun sådan kan vi for alvor skabe de innovative og bæredygtige løsninger, som vores verden så inderligt har brug for.

Bølgen der dømmer os selv og andre ude

Som det ser ud lige nu, så er mange af os desværre mere eller mindre styret af vurderingen, bedømmelsen og dommens kraft. En maskulin kraft, som strømmer ind fra samfundet af.

Normerne, janteloven og de sociale medier tvinger os nemlig på forskellig vis ud på dybt vand. Der hvor vi ikke længere kan bunde. Der hvor vi mister fodfæste. Der hvor vi uden at lægge mærke til det, pludselig bliver taget med af en kraftfuld tanke- eller følelsesmæssig bølge, som vurderer, bedømmer og dømmer. Dømmer os selv og andre ude. Bølgen bliver på mange måder et symbol på et mørke, som i realiteten æder alt naturligt liv op.

I egoets, jalousiens, kontrollens, magtens og angstens øjemed sammenligner, konkurrerer og kaster vi med sten. Vi nedvurderer, udelukker, ignorerer og afviser således ofte den, som falder uden for normen, den som ikke siger "det perfekte", "det rigtige", og "det accepterede."

Det giver mig myrekryb, at det skal være såden. Mest af alt gør det mig trist.

For som menneskehed er vi blevet så vant til at vurdere, bedømme og dømme os selv og andre, at vi ikke længere ved, hvordan det er at være i verden uden denne tilgang. Måske er vi sågar blevet afhængige af den i et afmægtigt forsøg på at overleve og blive set i en verden, som kontinuerligt fostrer konkurrencen og præstationen.

Konsekvenserne er store

Er vi for ærlige, sårbare og synlige i vores udtryksform? Dyrker vi overfladen i for stor én grad? Virker vi for truende, ligegyldige eller bare for meget på den ene eller anden måde? Uanset hvad, ja så er der stor sandsynlighed for at blive konfronteret med en verbal shitstorm på de sociale medier. Eller hvad værre er, at møde den komplette "radiosilence".

For når vi mennesker ikke kan rumme forskelligheden, så sender vi ofte bevidst eller ubevidst underliggende energi ud. Mens det sagte ord rammer. Så rammer den usagte og stiltiende energi imidlertid endnu hårdere.

Værst af alt, så afholder den kollektive, bedømmende og undertrykkende energi os ofte fra at udtrykke det vi føler og tænker inderst inde. Er vi ikke opmærksomme, ja så efterlader den os i givet fald med et hult, indholdstomt og meningsløst liv i facadens, pleaserens og tilpasningens øjemed.

Det har altså store konsekvenser for vores identitetsudvikling.

Sådan er vi alle mere eller mindre med til at reproducere en tankegang, der er styret af pres og krav. Med mindre vi vælger at gå en anden vej. En vej som værner om frisindetheden, åbenheden og mangfoldigheden. En vej som er stærkt båret frem af lyset.

Længe leve frisindetheden, åbenheden og mangfoldigheden

Anders Matthesen er et lysende eksempel på, hvad det vil sige at bevæge sig ned af denne vej. I en gæsteoptræden i programmet DR lyd udtrykker han nemlig dilemmaet i, at der ikke er plads til at mene og tænke det man vil længere: