Vurderingen, bedømmelsen og dommen af mennesket

Jeg drømmer om en verden, hvor vi alle har indre og ydre frihed til at være dem vi dybest set er. En verden hvor der er plads til forskelligheden. Hvor unikheden, væredygtigheden og livsglæden fremelskes både inden og uden for systemerne.

Hvor vurderingen, bedømmelsen og dommen erstattes af anerkendelsen, accepten og respekten for det enkelte menneskes udvikling. Hvor tillid, åbenhed, nysgerrighed, inspiration og medmenneskelighed bliver bærende i forhold til den måde vi kommunikerer, møder og behandler os selv og hinanden på.

På den måde kan vi nemlig sætte os selv og hinanden fri til at vokse naturligt. Vokse så vi udvikler os til hele mennesker. Vokse så vi med tiden kan opløse alt sygdom, mistrivsel, mørke og ufred. For kun sådan kan vi for alvor skabe de innovative og bæredygtige løsninger, som vores verden så inderligt har brug for.

Bølgen der dømmer os selv og andre ude

Som det ser ud lige nu, så er mange af os desværre mere eller mindre styret af vurderingen, bedømmelsen og dommens kraft. En maskulin kraft, som strømmer ind fra samfundet af.

Normerne, janteloven og de sociale medier tvinger os nemlig på forskellig vis ud på dybt vand. Der hvor vi ikke længere kan bunde. Der hvor vi mister fodfæste. Der hvor vi uden at lægge mærke til det, pludselig bliver taget med af en kraftfuld tanke- eller følelsesmæssig bølge, som vurderer, bedømmer og dømmer. Dømmer os selv og andre ude. Bølgen bliver på mange måder et symbol på et mørke, som i realiteten æder alt naturligt liv op.

I egoets, jalousiens, kontrollens, magtens og angstens øjemed sammenligner, konkurrerer og kaster vi med sten. Vi nedvurderer, udelukker, ignorerer og afviser således ofte den, som falder uden for normen, den som ikke siger "det perfekte", "det rigtige", og "det accepterede."

Det giver mig myrekryb, at det skal være såden. Mest af alt gør det mig trist.

For som menneskehed er vi blevet så vant til at vurdere, bedømme og dømme os selv og andre, at vi ikke længere ved, hvordan det er at være i verden uden denne tilgang. Måske er vi sågar blevet afhængige af den i et afmægtigt forsøg på at overleve og blive set i en verden, som kontinuerligt fostrer konkurrencen og præstationen.

Konsekvenserne er store

Er vi for ærlige, sårbare og synlige i vores udtryksform? Dyrker vi overfladen i for stor én grad? Virker vi for truende, ligegyldige eller bare for meget på den ene eller anden måde? Uanset hvad, ja så er der stor sandsynlighed for at blive konfronteret med en verbal shitstorm på de sociale medier. Eller hvad værre er, at møde den komplette "radiosilence".

For når vi mennesker ikke kan rumme forskelligheden, så sender vi ofte bevidst eller ubevidst underliggende energi ud. Mens det sagte ord rammer. Så rammer den usagte og stiltiende energi imidlertid endnu hårdere.

Værst af alt, så afholder den kollektive, bedømmende og undertrykkende energi os ofte fra at udtrykke det vi føler og tænker inderst inde. Er vi ikke opmærksomme, ja så efterlader den os i givet fald med et hult, indholdstomt og meningsløst liv i facadens, pleaserens og tilpasningens øjemed.

Det har altså store konsekvenser for vores identitetsudvikling.

Sådan er vi alle mere eller mindre med til at reproducere en tankegang, der er styret af pres og krav. Med mindre vi vælger at gå en anden vej. En vej som værner om frisindetheden, åbenheden og mangfoldigheden. En vej som er stærkt båret frem af lyset.

Længe leve frisindetheden, åbenheden og mangfoldigheden

Anders Matthesen er et lysende eksempel på, hvad det vil sige at bevæge sig ned af denne vej. I en gæsteoptræden i programmet DR lyd udtrykker han nemlig dilemmaet i, at der ikke er plads til at mene og tænke det man vil længere:

" Jeg har det sådan lidt, at jeg tænker jo flere forskellige mennesker vi er, desto mere liv og næring kan vi få ik. Derfor er jeg lidt bekymret for, at vi nogen gange skal til at gå i rækker og tilhøre bestemte grupper og tænke det samme og ellers kan vi ikke være med ... Det kan være for eksempel nye strømninger. Det der med, at vi skal være enige om, hvad er.. altså lige nu snakker de hele tiden om, kan du sige hvad en kvinde er, og hvis man så siger noget forkert i forhold til hvad alle synes, så er man ude, så bliver man sendt uden for døren eller sådan ik. "

"Hvor jeg tænker .. Der var jo et tidspunkt, hvor man bare kunne mene noget forskelligt ik? Fordi folk har meget travlt med at sige, hvor går grænsen ik? Hvor går grænsen for, hvad du kan lave? Hvor jeg siger, jamen skal der være en grænse for det? Hvor går grænsen for hvor sart og selvglad du må være? Altså skal du stå og begrænse mig, fordi du ikke kan lide det jeg siger. Hvad fanden er det for noget pis? Jeg er pisseligeglad med hvad der sker af ting og sager og strømninger."

"Selvfølgelig er det dejligt at jorden drejer rundt, og vi bliver klogere, og at vi er sødere ved hinanden i dag end vi var for 10 år siden - at der er mindre mobning i skolen, og at Pride kan finde sted uden at der er lynchninger osv. Alt det der. Det er godt. Det er dejligt at vi giver mere plads og er tolerante. Men det skal jo for helvede ikke gå over i fascisme, udrensninger i meninger og måder folk kan få lov at leve deres liv og være frie mennesker på."

"Så ja der sikkert alt muligt i genren, men jeg går ikke til ugentlige møder for, hvad må man egentlig sige nu. Jeg laver showet som jeg altid har tænkt mig. Det har aldrig været mit sigte at krænke folk, men hvis nogen bliver krænket, så er det da bare fedt for dem, så opdager de, hvor deres grænse går. "

Citat Anders Matthesen.Se klippet på følgende link: https://www.facebook.com/drp1/videos/530788128692434

Tag ikke fejl, den som tør at være frisindet og udtrykke sin inderste stemme, befinder sig også ofte på dybt vand. Bare på en helt anden måde. For det er meget sjældent at vedkommende bliver mødt af massernes accept. Derfor er frygten for afvisning et vilkår, som ofte leder den enkelte ned i de dybeste kroge af selvvurderingen.

Det udvikler selvfølgelig mere end noget andet at stå på samfundsscenen uden at blive modtaget. Selvværdet har nemlig sin helt særlige ilddåb i det øjeblik, hvor den inderste stemme udtrykkes foran et publikum, som ikke altid er skånende,rummende, anerkendende og forbarmende. Først her finder vi ud af, hvem vi i virkeligheden er som mennesker. Hvilke sår og smerte vi har. Hvilken lysende kraft vi naturligt besidder.

For hvad gør vi uden anerkendelsen, og hvordan løfter vi os selv helt indefra? Alt dette bliver pludselig en livsnødvendig lærings - og udviklingsproces i det øjeblik vi vælger at skabe vores egen plads i livet. I det øjeblik vi for alvor begynder at følge vores indre stemme.

Hvorfor skal det være sådan at være menneske?

Jeg har dog stadig svært ved at forstå, hvorfor det skal være sådan at være menneske? Hvorfor vi har så travlt med at tryne og pille hinanden ned? Hvorfor den underliggende energi fylder så meget? Ja hvorfor verden ser ud på denne måde?For det skaber så meget lidelse for os selv, vores medmennesker og planet, at vi ikke evner at give plads til hinanden, værenstilstanden og lyset.

Derfor har jeg stort mod på og lyst til at stille spørgsmål samt undersøge, hvordan vi kan påvirke den?

For har vi nogensinde spurgt os selv om, hvorfor vi har trang til at vurdere, bedømme og dømme i så udpræget en grad? Hvorfor det overhovedet er nødvendigt? Hvad vi får ud af det personligt, menneskeligt og professionelt?

Og er vi i sidste ende bevidste om, hvilke konsekvenser det har for os som mennesker? For vores trivsel, selvværd og udvikling? For det psykiske lærings-udviklings og arbejdsmiljø i vores samfunds- og uddannelsesinstitutioner? For den verden vi skaber? Ja i sidste ende for vores børn og unges trivsel, dannelse og udvikling?

Individets manglende selvværd- samfundets ansvar

Det kan være nærliggende at lave en sammenslutning mellem det at projicere had, fordømmelse, misundelse og vrede ud i andre mennesker med individets historie, opvækstvilkår og dertilhørende dårlige selvværd.

For nylig fik jeg da også klarhed på, at vi som mennesker har en tendens til at vurdere, bedømme og dømme, fordi vi dybest set mangler tillid og kærlighed til os selv og livet.  

Som jeg ser det, så er det imidlertid ikke tilstrækkeligt at referere til disse individuelle årsager, som baggrund for at forstå hangen til at vurdere, bedømme, og dømme os selv og andre. Det er ej heller en fyldelstgørende forklaring, at vi har svært ved at finde støtten indeni, anerkende - og elske os selv på baggrund af selv samme grunde.

Det er det netop ikke, fordi vi inden for vores samfunds - og uddannelsessystem passivt og aktivt fostrer konkurrencen, præstationen og perfektionismen. Når vi så samtidig negligerer det hele menneskes udvikling. Undertrykker menneskets behov, længsler og drømme. Overser betydningen af den indre stemme. Ja så har det altså vidtgående konsekvenser for individets selvværd, trivsel og udvikling.

Sagt på en anden måde, så har det samfundsmæssige præstationsorienterede miljø en altafgørende indflydelse på det menneske vi udvikler. På prototypen. På identiteten. På karaktertrækkene. På den indre trivsel og balance. På det der kommer til syne udadtil såvel som indadtil. På syncroniciteten og kontakten til det indre eller rettere sagt manglen på samme.

Frygten for at skille sig ud

For det siger næsten sig selv, at det er blandt de få, der tør skille sig ud i en verden, hvor tilpasningsdygtigheden fremelskes. Især fordi vi ikke skaber et rum for at tale om alt det menneskelige. Om stemmen indeni. Hvordan den er forskellig fra andres. At det er meningen, da unikheden er vores aller dybeste fundament. Alt dette bliver nemlig ofte overset, fravalgt eller nedprioriteret i daginstitutionen, skolen, uddannelsen og på arbejdet.

Derfor er dette fokus overladt til os som forældre. Men det kan imidlertid være svært at bevidstgøre vores børn og unge om vigtigheden af at have en god kontakt til det indre, når behovet for at høre til og passe ind er så stort. Særligt fordi det indre ikke ligefrem dyrkes i skolen.

Modtageligheden og åbenheden er til gengæld langt større i skolen og på uddannelsen, for her er tilpasningen en naturlighed og nødvendighed på en helt anden måde. Fokuset på det indre vil derfor højest sandsynligt blive accepteret, som enhver anden ting i skolen. Det vil tage tid. Men jeg tror på, at det vil lykkedes. For der er så meget brug for at skabe balance i mennesket.

Tilpasningen ensretter- unikheden udebliver

Mange af os, træder nemlig forvirrede og stressede rundt i samfundsmøllen. Vi går i skole, får et job, en uddannelse og sådan kører livet ellers i ring. Uden at vide, at tingene rent faktisk kunne være anderledes. Uden rigtig at forholde os til den stemme, som vi har indeni. Uden egentlig at opdage, hvem vi dybest set er.

Vi mangler ganske enkelt noget helt fundamentalt, hvis vi gerne vil udvikle os til hele mennesker. En bevidsthed om det indre først og fremmest. En bevidsthed om, hvordan vi kan takle sårbarheden, lytte til vores indre stemme og følge lyset i os selv.

Derfor kommer det ikke bag på mig, at så mange børn, unge og voksne mistrives den dag i dag. For vi ser dybest set ikke, at tilpasningen ensretter. Ensretter i en grad, så unikheden udebliver. Udebliver og erstattes af en hulhed. En hulhed som med tiden får karakter af mistrivsel.

Med mindre at vi rent faktisk formår at arbejde bevidst med os selv, mens vi er i systemet. Hvis vi sætter fokus på at se os selv og samfundets psykologiske mekanismer udefra. Hvordan narrativerne påvirker os. Hvordan vi påvirker dem. For så har vi nemlig stor indflydelse på vores udvikling. Ja så kan vi ligefrem tage ejerskab for den, og frit være med til at beslutte, hvilken udvikling vi ønsker. På den måde kan vi vokse endnu dybere ind i lyset. Omfavne vores sande natur. Forlade det normale til fordel for det unikke.

Frygten for hvad andre mennesker tænker og mener

Gør vi ikke det, så følger en lind strøm af negative sideeffekter af tilpasningen. Med den blinde tilpasning, lærer vi nemlig på hardcore vis at vurdere os selv og andre. Vi lærer samtidig, at vi skal passe på med, hvad vi siger. For hvad vil andre mennesker ikke tænke og mene, hvis vi virkelig åbner os?

Vi ønsker forståeligt nok ikke at blive "lynchet."

Det er derfor de færreste af os, der ikke frygter, hvad andre mennesker tænker og mener. Ofte er vi styret af lige præcis denne tankegang og energi. En tankegang, som er dybt forankret og internaliseret i hele vores følelessystem og DNA. Selvfølgelig bærer vi noget af denne arv med os fra vores opvækst.Men den største del får vi imidlertid med os gennem vores erfaringer fra samfunds- og uddannelsessystemet.  

I hverdagen mærker vi det måske som en knugende fornemmelse af frygt og uro i maven, brystet eller hovedet. Sidenhen får dette livsudtryk karakter af præstationsangst og perfektionisme.På den korte bane undertrykker vi det måske.   På den lange bane bliver det vores måde at være i verden på.

Frygten for afvisning- selvvurdering og selvhad

En ond spiral er dermed skabt. En spiral, som leder os ned i de dybeste afkroge af os selv. Der hvor frygten for afvisning danser tæt med selvvurderingen og selvhadet.

Når det kommer til stykket, så ligger dette aspekt nemlig meget dybt i os alle. For bliver vi ikke accepteret som dem vi er, så er der stor sandsynlighed for, at vi begynder at vurdere os selv, hade os selv, lukke vores hjerter og i sidste ende afvise os selv.

Menneskekundskab og Anerkendende Sprogbrug

Når vi ikke ønsker at vurdere, bedømme og dømme os selv og andre, hvad kan vi så gøre i stedet? Som jeg ser det, så er det afgørende, at vi skaber en helt anden tankegang og livsfilosofi i vores samfunds - og uddannelsessystemer, så vi kan lære at løfte os selv og hinanden. Tankegangen må ledes på vej af den feminine kraft.

For vi mangler virkelig et rum for det at være menneske. Et rum hvor værenstilstanden fremelskes. Et rum, hvor sårbarheden får plads. Et rum hvor unikheden bliver set. Alt dette kan vi skabe igennem faget menneskekundskab.

Uden det, ja så har vi til gengæld meget ringe muligheder for at udvikle et bedre selvværd, mens vi uddanner os.  Særligt fordi værdierne om præstation og konkurrence er altoverskyggende. Med denne tankegang er vi styret af det at blive vurderet, bedømt og dømt af os selv og andre. Styret af pres og krav.Styret af perfektionisme.

Set i dette lys, så mangler vi altså også en helt ny måde at kommunikere på. Lige præcis det har min svigermor Hanne Leth udviklet i form af konceptet Anerkendende Sprogbrug www.anerkende.dk , og det går på smukkeste vis hånd i hånd med filosofien om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet og faget menneskekundskab. To projekter som er vokset uafhængigt af hinanden til det højeste bedste.